Zig zag i Vesterskoven
-
Visninger: 2108
Det var store snefnug der faldt i Vesterskoven ved Silkeborg til morgen. Dagens spor blev lagt i en delvis snedækket skov. Ikke at det generede hundene og vi andre havde jo taget tøj på til at være ude hele dagen.
For at hjælpe med at træne opstart, lægges der 2 spor til Valkyrja. Hver på ca. 200 meter i et varieret terræn og det er første gang vi går et spor lagt af andre.
Valkyrja søger straks anskudsstedet og er meget interesseret i det. Hurtigt bevæger hun sig hen ad sporet, snusende i jorden, flakker lidt og kommer tilbage til anskudsstedet. Snuser mere, går så hen ad sporet igen.
Hun er på sporet og ved siden af. Zig-zag'er frem og tilbage, snusende til sporet, til grene og til alle de markeringer hun kan nå. Hun vender hele tiden tilbage til sporet og det er tydeligt at se på hendes kropssprog, når hun er direkte på sporet, modsat når hun "flakker" ved siden af det.
Hendes flakken gør desværre at jeg et par gange ikke er hurtig nok med linen og Valkyrja bliver pludseligt bremset i hendes fremfærd. Begge gange kigger hun undrende tilbage på mig. Noget jeg skal være opmærksom på da det går ud over hendes koncentration.
Specielt den sidste del af det første spor går hun rigtigt fint og koncentreret, og hun får masser af ros og gode guffer da hun finder løbet.
Vi går direkte til det andet spor, som hun får startet fint op. Hun zig-zag'er lidt, men ikke så udtalt som på første spor. Efter en tredjedel af sporet bliver hun lidt ukoncentreret og vi tager en lille pause. Vi sidder helt stille et par minutter og fortsætter så igen. Nu er Valkyrja mere koncentreret og går fint ovenpå sporet.
Igen gør min mangelfulde lineføring, at jeg får bremset hende og igen kigger hun undrende på mig. Jeg animerer hende til at fortsætte og resten af sporet går hun koncentreret og uden problemer.
Ud over træneren, gik to meget erfarne hundeførere med på Valkyrjas spor. De sidste to havde lagt sporene. Ud over at jeg skal træne mit linearbejde, snakkede vi om at Valkyrja virkede så ivrig, at hun ikke fik koncentreret sig om opgaven. Vi talte også om, hvorvidt vi kunne få hende til at få næsen mere i jorden ved brug af færtsko.
Det sidste resulterede i en test, hvor vi lagde et kort spor med færtsko. Valkyrja og jeg gik en tur og vendte efter ca. 40 minutter tilbage for at gå sporet. Hun snusede ivrigt til anskudsstedet og lagde koncentreret ud med næsen i jorden. Efter ca. 10 meter flakkede hun lidt og vendte så tilbage til sporet. Dette mønster fortsatte til løbet som hun sikkert fandt.
Næste gang vil vi fortsat træne opstart. Samtidig vil jeg gå en god travetur med Valkyrja umiddelbart inden hun skal gå sine spor. Dette i et forsøg på at tage toppen af den ukoncentrerede iver og samtidig bevare arbejdsglæden ved at gå selve sporet. Der er et par uger til næste træningsgang. Indtil da vil jeg selv træne opstart og det bliver spændende at se om planen virker og om jeg kan finde ud af at håndtere linen.