Vi rejser os igen

Visninger: 1308

Man skal rejse sig ved samme træ som man er faldet. Sådan lyder en gammel dansk talemåde og jeg synes Bylur og jeg formåede at gøre netop det på dagens udstilling i Vejen. Der var blot to hunde i hannernes Åben Klasse og vi blev forvist til en andenplads af Piltur som vi tidligere (som junior før corona) har mødt i ringen. Piltur gjorde det godt, han blev flot fremvist og jeg synes ikke på nogen måde det er en skam, at han vandt klassen foran os. Han fik i øvrigt sit tredje certifikat og er nu dansk champion.

Det er flot at dommer Svein E. Bjørnes tog sig tid til at lave fyldige og detaljeorienterede beskrivelser. Tak for det! Bylurs kritik, der blev præmieret med Excellent (rødt bånd) lyder: "2,5 år maskulin han. anelse lang i lænden. Meget god størrelse og type. meget godt trekantet hoved. Herligt mørke øjne. Korrekt bid. velplacerede øren. en anelse kort hals, men hovedet bæres fint. Lige forben, men lidt stejl mellemhånd. godt ribbensparti. meget godt ansat hale. Stærk overlinie. Godt bagparti med fint drive. En anelse højt ansat hase. Dobbelt vildkløer. God dobbelt pels, men lidt tør på dagen. Herligt temperament."

Uanset hvad, og sammenlignet med sidste uge, så føltes dagen i dag som en opgradering. I morgen prøver vi igen ;-)