Velkommen Dögg

Endelig oprandt dagen, hvor Dögg (Langebekken's Dögg Vinadóttir), sammen med Bylur (Sunnusteins Kötlubylur) og jeg rejste den lange vej fra det midtnorske til det midtjyske. Det var en fornøjelse at møde Dögg igen. Sidst jeg så hende, for 4 uger siden, var hun lige fyldt 7 uger. Min vurdering den gang var, at hun ville have godt af lidt ekstra tid med sin mor dog de andre voksne hunde hos Rendalen Fjellridning. 

Bylur og jeg ankom til Rendalen Fjellridning lørdag eftermiddag efter en god NKK udstilling i Sandefjord. Bylur stillede op i Championklassen, hvor dommer Annika Ulltveit-Moe bedømte ham til Excellent, CK, 2BHK og Res. Nordisk Cert med kritikken: "Utmerket type, velformet hode med bra ører, mørke øyne, sterk rygg, vel båret hale, passe benstamme, dobbelsporer, litt knapp i hasevinkel, fullt tilstrekkelig med pels, beveger seg bra." Dommeren nød Bylurs logren og interesserede blik og kommenterede under håndteringen, at det var så dejligt at have med så glade hunde at gøre. Kommentaren var målrettet alle de deltagende islandske fårehunde.

Vejret var med os da vi skulle hjemover. Højt solskin med en temperatur på ca. -10 grader. De første 100 km var vejen noget iset, men derefter blev den god og tør og der var stort set ingen sne resten af vejen mod Larvik. Bylur er vant til at køre langt og det varede ikke længe inden Dögg tilsyneladende også havde lært kunsten. To piv blev det til fra Dögg under den ca. 600 km lange tur hjem. Vi holdte selvfølgelig pauser med jævne mellem rum og fik også god tid til at snuse ved Larvik, inden den ca. 4 timer lange overfart til Hirtshals.

Jeg har altid hundene i bilen uner overfarten. Der er de i deres vante omgivelser og jeg har aldrig oplevet at de har været urolige eller stressede når jeg ser til dem, eller når jeg går ned til bilen ved ankomst. De ser blot ud til at have trang til at komme ud og tisse - noget jeg selvfølgelig prioriterer som det første når vi kommer i land. Både i Larvik og i Hirtshals er der gode luftemuligheder lige i nærheden af færgen. I Hirtshals lufter jeg altid i hundeskoven ved Søndergade. Den ligger få hundrede meter fra den sidste rundkørsel inden færgelejet. I Larvik, kører jeg altid til "Revet", som ligger få hundrede meter fra færgelejet.

Dögg blev taget godt i mod af hele flokken. Hun har et stort "gå på mod" og en rigtig god nysgerrighed. Nu lærer vi stille og roligt rutinerne herhjemme inden hun skal ud og møde nabolaget - og fra mine medarbejdere er der er også et stort ønske om, at hun kommer med på arbejde en dag inden jul - og som du kan se af nedenstående billede, så er hun vist allerede ved at være husvant ;-)