Tre fantastiske år
-
Visninger: 1503
I dag hejses flaget for tredje gang for Sunnusteins Kötlubylur og det er med glæde i stemmen, at jeg siger tillykke med fødselsdagen til dig og dine søskende. Da Þorsteinn Thorsteinson i sin tid spurgte om jeg kunne tænke mig en hanhund fra kuldet efter Sunnusteins Íslandssómi og Sunnusteins Hrina, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig en så fantastisk hund.
Du gør et positivt indtryk på alle du møder og du er fantastisk i alt som du gør. Din arbejdsiver og -glæde er i en klasse for sig. Jeg har sjældent set nogen, heller ikke mennesker, der kan koncentrere sig så længe som dig; noget du har demonstreret gang på gang når vi går blodspor. Du indeholder en stor portion kærlighed og er en hund der fysisk og mentalt er i balance.
Jeg lovede Þorsteinn at jeg ville give dig det bedste hjem og gøre hvad jeg kunne for at udfolde dit fulde potentiale. Jeg synes opgaven er lykkedes. Du har udviklet dig til en hund med alle fire ben solidt plantet i jorden. Udover din mentale og fysiske balance er du sundhedsmæssigt helt i top. Dine uovertrufne arbejdsegenskaber har du bevidst gennem dine sportitler DKSCH (Dansk Sporchampion) og DKESCH (Dansk Elite-Sporchampion). Titler som du er den eneste islandske fårehund i verden der har. At du i sommeren 2021 ovenikøbet har opnået udstillingstitlerne DKCH (Dansk Champion), NOCH (Norsk Champion) og NOV21 (Norsk Vinder 2021) fuldender billedet.
Lige nu ligger du i sofaen, logrende og følger med i hvad jeg laver. Vi har opnået et sjældent bånd og jeg ved, at du lige om lidt kommer hen til mig, hopper op ved siden af mig og trykker din pande mod mit bryst. Man skal nok have hund for at forstå et sådan bånd og som så ofte før, falder mine tanker på en del af en tekst som Kaj Munk oprindeligt skrev i 1937*:
Bare en hund, er der mennesker der siger. Er det 'bare', at et andet liv har sluttet sig til mit, at en hale klapper i gulvet af glæde ved at høre min stemme, at en snude fortroligt stikker sig ind i min hånd, at to øjne røber mig verdener af tillid og hengivenhed?
Bylur, du er ikke bare. Og så alligevel; du er bare den bedste, du er der bare altid, og du er bare altid glad. Bare du vil være her i rigtigt mange år og bare være den hund du er. Tillykke med fødselsdagen.
Bylur er født i Island og importeret til Danmark som hvalp. Han er tilgængelig for avl, har HD status "A", er øjenlyst "FRI" og er mentalbeskrevet med et udmærket resultat.
*Kaj Munks tekst bliver ofte refereret som et digt "Bare en hund" fra 1943. Det er i virkeligheden en del af værket "Farvel til en ven", offentliggjort i 1937 i Jyllandsposten.