Þór Einfari er flyttet til Troldbjerg

Visninger: 2342

Summardáin Þór Einfari Rúnarson (Tor) er flyttet til Troldbjerg Islandsheste i Rødkjærsbro. Der har været stor interesse for Tor og jeg er glad og taknemmelig for alle henvendelser og delinger på Facebook. Tak for det.

Ditte og Rasmus' henvendelse var fængende og hverken hundene eller jeg var i tvivl da vi mødtes. De har lige måttet aflive deres 13 år gamle border collie og familiens anden hund, den golden retrieveren 'Buller' var helt klart i sorg og savnede igen at have en ven at leg med og være sammen med (på billedet passer Buller på Tor mens han får en velfortjent lur efter at de har leget). Rasmus og Ditte tilbyder kurser, tilridning og træning af heste og ejer selv 30 islandske heste. Hundene deltager i det daglige arbejde og jeg bliver helt glad når jeg tænker på, at Tor kommer til at leve et liv som "hestehund".

Jeg endte med at forære Tor væk - eller som det hedder i kontraktsprog, at give nedslag i prisen for "fejl og mangler" på købstidspunktet. I dette tilfælde var "fejlen", at testiklerne ikke var på plads i pungen. Prisnedslaget var på kr. 9.500 og svarer til det beløb jeg normalt tager for en islandsk fårehundehvalp. Om nødvendigt, kan prisnedslaget dække en operation af Tor. Jeg har også meldt Ditte og Rasmus ind i Islandsk Fårehundeklub og giver naturligvis stadig tilskud til mentalbeskrivelse og HD fotografering som ved alle mine andre hvalpe.

Da jeg besøgte Tór i mandags have han den ene testikel på plads. Hvem ved, måske den anden også kommer på plads så jeg, om alt andet også er OK, kan bruge ham i avlen engang i fremtiden. Tor starter hvalpetræning med sin nye familie i morgen og jeg glæder mig allerede til at se ham, Buller, Ditte og Rasmus igen d. 12. januar, hvor jeg skal lære dem alle at gå spor. Billedet ovenfor og billederne herunder er taget af Ditte og Rasmus og jeg har fået lov at bringe dem sammen med denne artikel.

Troldbjerg Islandsheste har 1.700 kvm. hal indrettet med 20x40 m indendørs ridebane, 20 hestebokse, longebane på 12x12 m og stort opvarmet saddelrum. Fra hallen er der direkte udgang til folde og marker. Læs mere på www.troldbjerg.dk.