Rollen som hyrdehund

Visninger: 487

Siden de første bosættere kom til Island sidst i 800-tallet har hunde spillet en rolle som hyrde- og gårdhunde. Traditionelt set kan man sige, at den islandske fårehund har haft to arbejdsområder (ud over at holde familien varme om natten): gårdhunde- og hyrdehundeopgaver. Gårdhundeopgaverne har bestået i at holde får, kreaturer og heste borte fra indmarken, holde ravne væk fra lammene og give besked om fremmedes ankomst. Hyrdehundeopgaverne er kommet til udtryk i forbindelse med samlingen af fårene forår og efterår, hvor de typisk er blevet sendt op i de svært tilgængelige områder, hvor menneskerne ikke har kunnet kommet op, endsige kunnet bevæge sig i samme trit som fårene.

En efter nutiden, sandsynligvis, hård avlspolitik har gjort, at kun de dygtigste arbejdshunde har overlevet. Det vil sige, at kun hunde af god fysisk og mental karakter, med et godt temperament, har overlevet. Det er det instinkt, udviklet og forfinet i mere end 1.000 år, vi ser komme til udtryk i dag, f.eks. når en fugl skal jages bort fra matriklen, eller når der skal løses en opgave på agilitybanen. I dag beskriver racestandarden den islandske fårehund som en hårdfør, adræt og gøende hyrdehund, med udholdende, jordvindende og ubesværede bevægelser. I tillæg er det en meget visuelt orienteret hund, der spotter alle bevægelser på lang afstand. Alt sammen egenskaber der er livsvigtige for en hund der sendes mange kilometer ud i uvejsomt terræn. 

Under drivningen af fårene har den islandske fårehund arbejdet sammen med mennesker til fods eller på hesteryg og har typisk arbejdet bag fåreflokken og ved hjælp af sin gøen drevet fårene frem. Hundene har ofte arbejdet langt fra sit menneske og når der ikke længere var visuel kontakt har de skullet bruge deres instinkt til fortsat at arbejde uafhængigt. Dette er det vi i dag møder i form af en intelligent og selvstændigt tænkende hund, som er glad for - og god til - at løse problemer og udfordringer. 

Traditionelt er der blevet brugt mere end en hund når fårene har skullet samles. Det er dog forskelligt om de har arbejdet individuelt, f.eks. en højt oppe til at drive fårene ned af fjeldet og en i dalen til at forhindre fårene i at løbe bagud, eller om de har arbejdet flere sammen, f.eks. to eller flere som er blevet sendt op over et plateau for at drive alle får væk og ned fra dette. Der kan også være flere hunde højt oppe, som arbejdende individuelt og uden direkte kontakt med sit menneske. 

At kunne arbejde selvstændigt, langt fra sit menneske uden kontakt, kræver et særligt instinkt og en fornemmelse for “byttet”. Det er bevist at jeg skriver bytte, for hyrdeinstinkt kan betragtes som en mild form for jagtinstinkt og det kræver meget af en hund, ikke bare hovedkulds at løbe efter fårene, jage dem ud over klippekanterne, eller jage dem så hårdt at de snubler og brækker benene. Her har hundens gøen under arbejdet spillet en væsentlig rolle og at den har været medvirkende til, at fårene har flyttet sig væk fra hunden lang tid inden den kom så tæt på, at den er blev en reel trussel.

I Danmark er det svært at finde en stor flok får der skal drives over lang afsted eller ned fra et fjeld og mine egne erfaringer, med egen hunde, dækker kun træning i indhegninger (1-3 hektarer) med 30-50 får. Tog jeg min gamle hanhund (Naskur) ind på et sådan areal, hvor fårene går spredt, skulle jeg bare slippe ham løs. Han søgte straks ud på den ene flanke og “trykkede” fårene mod midten, kom i en bue tilbage mod mig og fortsatte til den anden flanke, hvor processen gentog sig.  Jeg behøvede ikke at sige noget, og som noget særligt, i hvert fald for de fleste islandske fårehunde, sagde han heller ikke noget under arbejdet. Når fårene var blevet samlet på midten, kunne vi bevæge os sammen rundt om flokken i god afstand. Sålænge flokken var i ro, gjorde min hund ikke noget, ud over at følge mig. Var der optakt til at flokken igen splittedes, var han lynhurtig ude og “trykke”, hvorefter han kom ligeså hurtigt tilbage til mig igen.

Jeg så  den samme opførsel når jeg tog ham ind i den fangfold der traditionelt brugs til en hyrdeanlægsbeskrivelse. Han kiggede på mig og så ud til at tænke “det har du styr på far”, og spiste fårelort i stedet. Folk har kigget undrende og både tænkt og sagt “han har da ikke hyrdeinstinkt”. Men splittedes flokken, var han lynhurtigt ude og markere og kom så tilbage til mig igen.

Jeg har siddet og læst lidt i Mark Watsons bog “The Iceland Dog” fra 1956. Her findes der flere gamle uddrag fra rejsebøger og videnskablige tidsskrifter, med beskrivelser af den islandske fårehund og dens hyrdeegenskaber. I et uddrag fra 1744 fortælles det, at “den islandske fårehund var en stor hjælp for fårehyrderne”, og at “ved det mindste tegn fra fårene, uanset hvor de er i fjeldet, finder hundene dem, samler dem, og bringer dem tilbage til hyrden uanset hvor han er”. Et andet sted, i en bog fra 1758 fortælles det også, at “der er mange hunde, og fårehyrder og kvægvogtere bruger dem til hyrdeopgaver og de [hyrderne] ses aldrig uden deres hunde”. 

Endnu en bog fra 1791 beskriver, at “hundene vogter og hyrder flokke af kvæg og får, og er så godt trænede at de kan bevæge sig rundt om flokken, uanset hvor stor den er, fastholde dem til vejen/stien, få enhver udbryder tilbage til flokken, og alt sammen uden at volde den mindste skade på dyrene”. I et uddrag fra en bog fra 1809, skrives der, at “blandt de indfødte dyr kommer hundene ind på en klar førsteplads. Ikke kun som en ven og som gårdens vogter, men som en grundlæggende arbejdskraft i landbruget, ved at holde hestene fra at spise høet i indmarken, ved at samle fårene der er spredt over hele fjeldet, og ved at drive dem til samlingsstederne”.