Ouch, en maveplasker…
-
Visninger: 1480
Overordnet var det faktisk vores dag, Bylurs og min. Vi var taget til Islandsk Fårehundeklubs træfudstilling på Langeland og deltog i “åbenklasse" sammen med 6 andre hanner. Der var fra starten noget tumult, en del gøen og knurren af hunde i ringen og af dem udenfor. Bylur tog det fint. Han var glad og meget fokuseret på mig og der kom kun et enkelt brum fra ham da hundeejeren bag os rendte meget tæt ind på os.
Alt i alt en glad hund der bevægede sig godt i ringen. Det afspejler sig i kritikken gennem ord som: “maskulin, godt hoved og næseparti, passende rund skalle, velansatte ører, fast ryg, velvinklet bag, god krop, god pels, jordvindende bevægelser og godt temperament.
Men, dagens dommer mente ikke at en god hund er uden farve og tilføjede til kritikken: “farven er desværre ikke i overensstemmelse med standarden og på grund af farven tildeles præmieringen Good (gult bånd).”
Det gjorde ondt i nuet, men er heldigvis længe glemt. Bylur er en endnu bedre hund her i eftermiddag end han var i morges - det grundet hans opførsel i ringen som var til et 12-tal. Vel hjemme igen, 500 km senere, er det ved at være tid til “freddagsslik” (okseben) og mens hundene nyder dem, kan jeg så fundere over hvordan jeg får gjort Bylur mere rød inden Vejen udstillingerne om en uge. Jeg kan også bruge tiden mere konstruktivt, for jeg er fløjtende ligeglad med hvilken farve min allerbedste hund har. Han er og bliver fantastisk!
Klassens 7 hunde blev bedømt med 2 x Excellent, 1 x Very Good, 2 x Good og 2 x disqualified. Alle resultater kan ses her - interessant læsning...
Tak for deltagelse og en hyggelig stund og tillykke til alle vinderne. Tak til Elspa for videoen herunder. Den viser en del af Bylurs bedømmelsesforløb.