Når nytåret bliver en udfordring

Visninger: 874

På trods af at der kun må fyres fyrværkeri af i perioden fra d. 27. december til d. 1. januar, kan nytåret stadig være en udfordring for rigtigt mange hundeejere. For mange er det nødvendigt, at tage specielle forholdsregler for at få hunden gennem nytåret på en skånsom måde. Jf. fyrværkerilovgivningen er det kun tilladt at:

  • Sælge fyrværkeri fra d. 15. til d. 31. december.
  • Affyre fyrværkeri fra d. 27. december til d. 1. januar.

Kennel Naskur opfordrer alle til at tænke på hunde (og andre dyr) og helt undlade anvendelse af knaldfyrværkeri og begrænse anvendelse af andet fyrværkeri til selve nytårsaften. Ud over at hjælpe rigtigt mange hunde, så tænk på hvor mange penge samfundet kan spare på andre områder hvis fyrværkeriet begrænses – fra fysiske og psykiske skader og mén på mennesker og dyr, til brandskader og forurening i byerne og på landet...

Som med så mange andre ting, så kan hundens angst for fyrværkeri forebygges med f.eks. brug af en lyd-CD. Dette på trods af, at hunden hører og opfatter lyd-frekvenser som vi mennesker slet ikke kan høre. Hunden kan altså trænes til at vænne sig til de høje lyde. Ideelt set, skal du begynde med denne træning så tidligt som muligt, altså når hunden er hvalp og/eller i god tid inden nytårsaften.

Op til nytårsaften skal du holde godt øje med din hund på gåturene og holde den i snor - et uventet brag kan få den til at løbe væk i panik. Hold også øje med at din hund ikke apporterer tændt fyrværkeri. Når du er hjemme, så giv hunden mange “hjerneopgaver”, så den bliver mentalt træt. Træk gardinerne for om aftenen, så du begrænser lysglimt fra raketter og bomberør. Tænd for radio og TV, da det dæmper lydene udenfor. Bliver din hund bange eller utryg, så støt den. Det kan du gøre med dit nærvær og din berøring. Hjælp din hund ved at sætte dig ved siden af den, røre ved den og tale roligt til den. Selve nytårsaften bør du:

  • Give hunden en god luftetur om eftermiddagen. Kør ud i naturen hvor der er ro og fred for fyrværkeriet og brug nogle timer sammen - det gavner både dig og hunden.
  • Lufter du hunden i et område hvor fyrværkeriet kan høres, så lad hunden være i line og lad i det hele taget ikke din hund være uden opsyn - ude eller inde - denne specielle dag og aften.
  • Ligesom du selv sætter pris på et lækkert måltid denne aften, så giv din hund et lækkert kødben. Det er god beskæftigelse og kan få hunden til at koncentrere sig om noget rart i stedet for fyrværkeriet.
  • Lad være med at tage hunden med ud for at vise den at fyrværkeri ikke er farligt. Den forstår dig ikke!
  • Har du trænet med lyd-CD i årets løb, kan du med fordel spille den nytårsaften også. På den måde blander de kendte lyde sig i alt det nye og ukendte.

Husk i øvrigt at chok er livstruende og går din hund i chok så kontakt dyrlægen med det samme. Godt nytår til dig og din hund.