Fortrinlig type med godt væsen

Visninger: 206

Så er endnu en god udstillingsdag med Bylur til ende. Denne gang en indendørs udstilling afholdt af Dansk Kennel Klub Kreds 7. Det var en dag med masser af indtryk og det var generelt ret fine hunde der blev fremvist. Dommer Peter L. Jensen tog sig tid til at lave fyldige og detaljerige beskrivelser, hvilket han skal have stor ros for. Bylur stillede i championklassen sammen med Surtsey's S-Skolli.

Peter L. Jensen gav Bylur flg. kritik: "3 år gammel harmonisk helhed med godt kønspræg, fortrinlig i type og størrelse, smukt hoved og godt udtryk med gode aftegninger, skalle stop og næse parti passer sammen, øre, øjne, bid og pigment er prima, velvinklet for og bag, prima overlinje og hale ansætning, fortrinling udviklet i bryst, rib og bagpart, stærke benstammer og poter med korrekte dobbelt vildtklør, prima pels og smukke aftegninger, godt væsen, bevæger sig frit og effektiv kunne dog ønske lidt mere parellelt." Bylur blev her præmieret med Excellent, blev nr. 2 i sin klasse og fik også tildelt CK (Champion Kvalitet). I hannernes bedst i køn konkurrence blev Bylur placeret som nr. 2, fik også tildelt et reservecertifikat til det nordiske udstillingschampionat. Da vinderen, Surtsey's S-Skolli, allerede er nordisk udstillingschampion vil certifikatet til det nordiske udstillingschampionat tilgå Bylur, hvorfor vi nu kun mangler et fra Sverige eller Finland for at opnå titlen Nordisk Udstillingschampion.

Tak for godt selskab og god sportsånd til alle deltagere og tillykke til alle vinderne. Også tak til Dansk Kennelklub Kreds 7 for et vel tilrettelagt og godt afviklet arrangement.