Der flages for en gammel hund

Visninger: 866

Der er igen gået et år og det er endnu engang blevet tid til at hejse flaget for dig Gnaske. I dag fylder du 15 år. Om det svarer til 84 eller 105 år i menneskertermer er ligegyldigt. Det vigtigste er, at kunne fejre dig endnu engang. Du har stadig et ungdommeligt glimt i øjet, der tydeligt kommer til udtryk hver gang jeg nævner ordet "skoven" for dig. Det på trods af, at de fleste hundebøger har beskrevet dig som gammel i snart halvdelen af dit liv.

Skavankerne kommer snigende. Det kniber med hørelsen, undtaget når talen er på skov og mad, og gigten i bagparten driller også ind i mellem. Det sidste har vi nu god styr på med jævnlig massage, kiropraktisk kontrol og dyrlægetjek. Som vi har talt om så tit, så skal du ikke aflives blot fordi du er blevet gammel, men du skal selvfølgelig heller ikke leve et liv i smerte og uværdighed.

Det er dejligt at tænke på det aktive liv du har haft, og på de gode resultater du har opnået indenfor hyrdning, sporarbejde og udstillinger. Det er dejligt at se, at du stadig er aktiv i sporarbejde. Her giver du dig selv fuldstændigt, og klarer i fin stil, både dag- og overnatningsspor på 4-600 meter. Den største forskel fra tidligere år er nok, at du i år oftere går uden om træstammer og selvstændigt søger tilbage på den anden side for at opsøge sporet igen, og at hastigheden i dit sporarbejde nu kræver mere tålmodighed fra min side.

Jeg føler mig stadig privilegeret når jeg tænker på de år og de oplevelser vi har haft sammen. Tak for det Gnaske. Jeg glæder mig dagligt over, at du stadig er aktiv og ønsker dig hjertelig tillykke med fødselsdagen.