Fire er blevet til tre, men alle fire har det godt

Visninger: 2898

Sindra er flyttet hjemmefra. Udstationeret, for livstid. Beslutningen blev truffet efter at hende og valkyrja havde en “kontrovers” i starten af januar. En kontrovers der desværre gik ud over Valkyrja og sandsynligvis var skyld i, at hun efterfølgende mistede og resorberede sine kommende hvalpe.

Lad der ikke være tvivl om at jeg elsker Sindra af hele mit hjerte og altid vil gøre det. Men det var med anstrengt mine, at jeg en fredag aften først i januar endte hos dyrlægen med 3 hunde, Valkyrja, Jarl og Naskur. Den “fest” Sindra bankede op, accelerede så hurtigt at de 2 knejter også blev involveret og i en tydelig stressudladning glemte at være venner. Naskur og Jarl havde dog kun småskrammer, og slikkede sårene sammen hos dyrlægen. For at sikre ro, fik de begge dog en dosis smertestillende.

Valkyrja måtte på antibiotika. Dels havde hun en række huller efter hjørnetænder. Dels havde hun fået skåret en trædepude op, og det var faktisk den der var katalysatoren til hele den tumultagtige situation.

Valkyrja skar sig på aftenens gåtur - en gåtur med alle fire hunde. Det var først efter gåturen at Valkyrja lod mærke, at der var noget galt og det var netop da hun viste svaghedstegn at Sindra tog affære.

Efterfølgende er det tydeligt at se, at 9-årige Sindra, der stadig er i fysisk og mental god form, ikke stiltiende ville affinde sig med at det var den 4-årige Valkyrja der fremadrettet skulle føde “flokkens” hvalpe. Sindra kunne jo sagtens lugte og mærke, at Valkyrja var drægtig og sammenholdt med at Valkyrja viste svaghedstegn resulterede det i, at Sindra lavede en ren instinktiv handling.

Når man vælger at have flere voksne hunde af samme køn sammen, så kan det nok ikke undgås at der indimellem kan opstå en konflikt. Sindra og Valkyrja har haft et par mindre “skænderier” tidligere. Altid kun overfladiske sammenstød, hvor Valkyrja med sit meget tydelige sprog fortalte at det var hende der den lille og hurtigt fik afværget situationen.

Det gjorde hun ikke den famøse fredag. Det var tydeligt at Valkyrja ikke længere ville finde sig i Sindras opførsel og for første gang nogensinde forsvarede hun sig. Valkyrjas ændrede opførsel er forståelig synes jeg, hun fik jo et kuld hvalpe i sommers. Nå ja, at sige kuld er en overdrivelse der var jo kun en. Det er dog en helt anden historie som du kan læse mere om i artiklen “When the going gets tough”.

Efterfølgende har jeg tit tænkt på, at Sindra allerede dengang “trykkede” Valkyrja så meget at hun resorberede alle fostre på nær det ene. Jeg tror det kun var Sindras store “parrings-instinkt” der gjorde, at den ene hvalp trods alt fik lov at leve. Efter at valkyrja var blevet parret, brød Sindra en dag ud af sit bur, bakkede op i hovedet på Naskur og blev også parret. Burets tremmer lignede noget fra en tegning om Bjørnebandens flugt og buret måtte kasseres.

Det hele skete indenfor et minut. Da Naskur er steril (det kan du bl.a. læse om i artiklen "Er der mon liv på den anden side”) gjorde jeg ikke andet end at holde hundene i ro under parringen. Det mest interessante var, at Sindra efter parringen faldt til ro og lod Valkyrja fuldstændig i fred - nu var hun jo også blevet parret og kunne føre “flokken” videre.

Nok om det, tilbage til virkligheden, hverdagen og beslutningen om at finde et nyt hjem til Sindra. Det nye hjem blev fundet indenfor en uge. En uge hvor der blev slikket sår, med Valkyrja og Sindra i bur på skift. Flere gange tænkte jeg på at lukke dem sammen igen - det må kunne fungere, hvor svært kan det være..?

De blev ikke lukket sammen igen og i dag er jeg glad for ikke at være faldet for fristelsen. Sindra stortrives hos sin nye familie og begge parter har taget hinanden med storm. Naskur og Jarl har glemt alt om at være uvenner og Valkyrja er begyndt at udvikle sig og viser helt nye sider af sig selv. Det bliver spændende at se om min teori om Sindras instinkt holder stik og om Valkyrja, når hun bliver parret næste gang, leverer et antalsmæssigt godt kuld.