En dronning krydser Bifrost

Visninger: 1804

Nornerne, de tre skæbnegudinder der spinder og klipper livets tråde i passende længder, gav Sindra (Kersins Sindra) en tråd på 5.695 dage (15 år, 7 måneder og en dag). Flankeret af Odins valkyrier har hun i dag krydset Bifrost på sin vej til Valhalla. Her mødes hun med glæde af familie og venner og vil tålmodigt vente på at blive genforenet med vi andre, om rigtig lang tid.

Sindra har for mig altid været indbegrebet af en islandsk fårehund og da jeg første gang så hende på billeder i 2010, var jeg ikke i tvivl om at en hvalp fra hende ville være det helt rigtige. Skæbnen ville, at det ikke kun blev til en hvalp, men også hende selv og hun rejste i juli 2012 med mig til "fladlandet". I 2015 flyttede Sindra til Jeanet i det fynske, hvor hun har nydt sit otium helt til i dag.

Du har lært mig meget Sindra og jeg føler mig privilegeret når jeg tænker på de oplevelser vi har haft sammen i Island og i Danmark. Tak for mange gode år. Bless bless, Sjáumst!

Æret være Sindras minde (28.05.2005 - 29.12.2020).