BIR, BIM, MBU og hvalpe i Norge
-
Visninger: 432
Vel inde i efteråret er det igen tid til nyheder fra Kennel Naskur. Som det fremgår af den seneste artikel, har Döggs indtræden i de voksnes rækker (juniorklassen), været uden sidestykke og hun har, sammen med Bylur fortsat succesen her i efteråret.
Det er blevet en tradition, at deltage i Norsk Kennel Klubs internationale udstilling i Rogaland. Den blev i år afholdt i weekenden 7.-8. september og det er i år 10 år siden jeg deltog første gang. Succesen fra den allerførste gang i 2014, hvor Sindra Jarl blev BIR og Kersins Sindra (Jarls mor) blev BIM, blev gentaget i år, hvor Sunnusteins Kötlubylur blev BIR og Langebekkens Dögg Vinadóttir blev BIM.
Det er i øvrigt tredje år i træk, at Bylur bliver den bedste hund i racen (BIR) på denne udstilling. Jarl er tidligere, i 2015, også præmieret med bedst i modsat køn (BIM). Jarl var også med i år, men i udstillingsregi kun som support til Dögg og Bylur. Jarl er dog stadig med på andre områder og klarede på en dag i det norske at gå ialt 9 km med en samlet stigning på langt over 400 højdemeter.
Årets Rogaland udstillingsdommer, Daniel Örn Henriksen fra Island, gav Bylur denne kritik: “6 years old, male of exc breed type, masc head. corr. bite, strong teeth, kind expression, dark eyes, exc body prop. bal. ang front and rear. exc tailset and carriage. exc bone and feet. moves close behind. double dewclaws. exc movements seen from side.” Kritikken udløste Excellent, CK, 1.BHK, CACIB og BIR.
Dögg kritik lyder: “12 months old female of exc type, exc body proportions. feminine head, kind expr. corr. scissor bite. good lenght of neck and body. exc tailset and carriage. ribcage needs more volume. exc bone and feet, double dew claws. moves close behind. exc coat texture. exc temperament.“. Dette udløste Excellent, CK, 1.BTK, junior CERT, junior CACIB og BIM.
Reglerne for modtagelse af det nationale CERT er anderledes i Norge end i Danmark, hvorfor Dögg ikke modtog det nationale CERT på udstillingen. I Norge er en hund under to år fuld-certet efter to nationale CERT'er, heraf et "storcert" som er et CERT givet på en NKK arrangeret udstilling eller en specialklubudstilling af en vis størrelse, hvor der specifikt skal søges om lov til at kunne uddele storcert. Derfor gik CERT'et til andenvinderen (2.BTK) i stedet.
Vi springer nu tilbage til august, hvor vi også var i Rogaland. Denne gang var det dog ikke for at udstille, men for at parre Bylur med Svala som bor i Sandnes. Denne gang var både Dögg og Jarl med til at heppe på Bylur. Svala er datter af Vinur (Konungsbergets Öistein Vikingson) og Agdesiden's Sunna og jeg aftalte allerede først på året, efter at have mødt Svala og hendes ejer Lene i Kristiansand, at Bylur fysisk og genetisk ville være et godt match til Svala. Det blev til to parringer lige efter bogen og Svala fødte fem hvalpe onsdag d. 16. september - 3 tæver og 2 hanner.
Ønsker du at komme i betragtning til en hvalp, så skriv en Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. og fortæl hende hvad du kan tilbyde en islandsk fårehund. Hvalpene er klar til import til Danmark ca. midt i december måned. Husk i øvrigt, at reglerne for import af hund til Danmark ændrer sig pr. 1. januar 2025. Det betyder, at alle hvalpe i fremtiden skal være rabiesvaccineret ved import og dermed skal være 15 uger gamle inden de kan importeres fra Danmark. De nye regler gælder alle hvalpe fra alle lande.
Efteråret har også budt på mentalbeskrivelse (MBU) af Dögg. Jeg har normalt ventet med mentalbeskrivelse til hundene var lidt ældre, men da Dögg viste at hun var klar, valgte jeg at få hende beskrevet i 12 måneders alderen, ved en beskrivelse i Islandsk Fårehundeklub i starten af oktober.
Til trods for, at Döggs mentalbeskrivelse er rigtig god, er jeg meget uenig i en lille håndfuld af krydserne. Det er baseret på min egen mangeårige erfaring med beskrivelse af +1.000 hunde og er understøttet af de videoklip som jeg fik lavet på dagen. Det handler ikke om, at jeg ønsker mig bedre krydser, tværtimod. F.eks. har Dögg fået “1” i skud, hvilket i teorien er "bedst" og som i skemaet beskrives som “opmærksom på lyd. Aktiv og/eller upåvirket”. Mit eget kryds, som understøttes af videoen, er en klar “2”, hvilket i skemaet beskrives som “reagerer på lyd - genoptager aktivitet på samme niveau”.
Jeg kan leve med de krydser jeg mener er forkerte og har valgt ikke at påklage resultatet - det vil være som at bede en udstillingsdommer, der giver mig “Excellent”, om at give mig en “Very Good” i stedet - men det er et problem at jeg ikke, uden at have et indgående kendskab til mentalbeskrivelse og et stort erfaringsgrundlag at vurdere på, i bund og grund ikke direkte kan bruge Döggs mentalbeskrivelse i avlsregi. Ud fra en betragtning om, at det må kunne gøres bedre, kommer jeg til at kontakte DKK’s mentalbeskriverudvalg omkring mine betragtninger.
Når vi er ved mentalbeskrivelse har jeg i øvrigt besluttet mig til at stoppe mit eget virke som beskriver. Det efter 13 år, +100 beskrivelser, +1.000 hunde, +60 racer, +1.200.000 skridt og +1.600 timer.
Sluttelig har Dögg og Bylur også deltaget på udstillinger i det danske. Dögg deltog på Dansk Kennel Klubs nordiske udstilling i Langeskov d. 3. august, hvor Tino Pehar fra Kroatien var dommer. Kritikken lyder: "11 months, medium strong bones, could have little more substance for her age, feminine head and expression, good set ears, good topline, could have little better developed ribcage for age, very good angulation, but in movement a little loose elbows, lovely temperament", hvilket udløser Excellent CK, 2.BTK og nordisk reservecert.
Både Dögg og Bylur deltog på Islandsk Fårehundklubs udstilling i Nørup Halen (Bredsten) d. 26. oktober, hvor dommer Zaco Sonne Futtrup fra Danmark dømte racen for første gang. Dögg var højløbsk, hvilket påvirkede Bylur - og sikkert også andre hanhunde - en del. Dommeren gav hende følgende kritik: “Harmonisk bygget feminin tæve i korrekte proportioner. Veludfyldt næseparti med korrekt trekantet profil. Flot pigment i læber og øjenrand. Mørke udtryksfulde øjne. Vel placeret ører i god størrelse. God hals længde. Stærk lige ryg, bred lænd. Højt placeret og korrekt båret hale. God substans i lår, velvinklet. Dobbelte ulveklør. Smuk underlinie. Godt udfyldt i bryst for hendes unge alder. Albuerne ligger flot til. Stærke parallelle benstammer, god knoglesubstans. bevæger sig ubesværet og flydende med god skridtlængde og tilpas parallel. Smuk pels og farve. Dejligt temperament.” Dögg blev bedste juniortæve af tre med Excellent og CK. Det udløste to CERT’er: DK juniorcertifikat og et klub-juniorcertifikat.
Bylur deltog i championklassen. Som jeg skriver ovenfor, var han anspændt og tydelig mærket af, at Dögg er højløbsk. Det gjorde at jeg ikke formåede, at få ham til at stå frit, noget som også blev bemærket i kritikken. Til trods for det opnåede han Excellent og blev placeret som nummer fire af fem championhanner. Kritikken for Bylur lyder: “ Udmærket størrelse, tilpas maskulin. Milde udtryksfulde øjne. Godt udfyldt næseparti, korrekt saksebid. Udmærket stop. Veludfyldte flade kinder. Velplaceret ører af god størrelse. En anelse kort i halsen. En anelse hvælvet i ryggen. Korrekt kort lænd. Højt placeret og velbåret hale. Muskuløse lår med fine naturlige vinkler. Veludfyldt bryst i dybde og bredde og markeret forbryst. Parallelle benstammer, fine hvælvede poter. Smuk pels og farve. Han bevæger sig energisk med udmærket skridtlængde. Udmærket temperament.”
Bylurs anspændthed læses i kritikken gennem de to sætninger: “en anelse kort i halsen” og “en anelse hvælvet i ryggen”, noget dommeren specifikt nævnte efter præmieringen. Det skal dog nævnes, at Bylur ikke har den længste hals, den synes blot længere når han står afslappet. Bylurs søn, Fylkir, blev nummer tre i championklassen og opnåede Excellent med CK.
Fotokredit: Kari Ommedal. Billedet er fra Dalsnuten, 323 meter over havet.