Arctic Winner og BIG2

Visninger: 944

Arctic Winner… Jo mere jeg tænkte på disse to ord, jo mere kunne jeg se for mig, at det var en titel som var helt perfekt til en islandsk fårehund. Titlen blev annonceret af Norsk Kennel Klub sidste år, til uddeling for allerførste gang på NKKs nordiske udstilling i Tromsø den 17. august 2025.

Det blev meget hurtigt klart for mig, at netop denne titel - Arctic Winner - ville være det ultimative udstillingsmål for 2025. Det eneste umiddelbare “men…” var, at Tromsø ligger ca. 2.200 km fra Midtjylland og en dags kørsel nord for Polarcirklen. Jeg holdt fast i idéen og endte med at melde både Dögg og Bylur til udstillingerne - den internationale udstilling om lørdagen og den nordiske Arctic Winner udstilling om søndagen.

Turen og deltagelsen i begge udstillinger lykkedes over al forventning. På NKKs internationale udstilling d. 16. august gav dommer Juha Putkonen (Finland) Bylur denne kritik: “Excellent proportions and bone, correct shape, muscular head, well set ears, beautiful eyes, correct bite, excellent long ribcage, enough forechest, beautiful tail, correct coat texture, muscular legs, well angulated, excellent double dew claws, moves with good step, lovely temperament.” Kritikken udløste Excellent med CK, en placering som bedste hund i klassen, CACIB og sidst men ikke mindst, en præmiering som BIR (Bedst i Racen). Bylur blev ikke placeret i gruppefinalen i Store Ring.

Dögg modtog denne kritik: “23 months, good proportions and bone, a bit narrow feminine head, beautiful head profile, correct set ears, nice eyes, correct bite, good body for age, needs more forechest, summercoat, coat quality OK, correct tail carriage, balanced angulations, moves with good step, a bit erratic front movement, single dewclaw, lovely temperament, very promising.” Kritikken udløste Excellent med CK, en placering som bedste hund i klassen og sidst men ikke mindst, en samlet placering som anden bedste tæve. Bedste tæve var en veteran, hvorfor Dögg også modtog et CACIB.

Ingen af hundene modtog nationale norske certifikater; Bylur kan ikke modtage det da han allerede er norsk champion og Dögg kan først modtage sit sidste cert når hun er fyldt 2 år.

Dagen efter, på NKKs nordiske Arctic Winner udstilling d. 17. august gav dommer Eva Liljekvist Borg (Sverige) Bylur denne kritik: “Mykke vell typet maskulin han, vakkert hode med fine detaljer, bra overlinje, korekt svans, tiltklige vinkler, fine rørelser, herlig temprement, perfekt pels.” Kritikken udløste Excellent med CK, en placering som bedste hund i klassen og sidst men ikke mindst, en præmiering som BIR (Bedst i Racen) - og titlen ARCTIC WINNER som eneste islandske fårehund i år - ingen af de deltagende tæver fik tildelt CK, hvorfor titlen ikke blev uddelt til andre end Bylur.

Dögg modtog denne kritik: Ung tispe som trenger mer utvikling, tynn benstamme og tynn i nese partiet, rør seg lett og noe ustabilt, inte i pels for dagen.” Kritikken udløste Good, hvilket under normale omstændigheder nok ville have gjort mig ked af det. I situationen, hvor Bylur lige var blevet Arctic Winner, modtog jeg hendes dårligste kritik til dato med et smil.

Senere på dagen, skulle Bylur og jeg, deltage i gruppefinalen med de 34 andre racevindere i gruppe 5 (spidshunde). Jeg synes den indledende præsentation for dommer Britt Nyberg (Norge) gik ret godt og der var fuldt knald og gejst på Bylur da jeg præsenterede ham i Store Ring sammen med alle de andre racevindere i gruppen.

Jeg blev bragt noget ud af fatning da vi som en af syv hunde, blev udtaget til den endelige finale og mens fjerde- og tredjepladsen blev annonceret, nåede jeg at tænke at det var fantastisk, at vi var kommet så langt. Da andenpladsen blev annonceret hørte jeg ordene “islandsk fårehund” og det gik op for mig, at vi ikke kun var blev udtaget men også placeret i top-4. Som det ses i videoen herunder, blev jeg så befippet, at jeg tabte rosetten og det er først efter at jeg er kommet hjem, at det begynder at gå op for mig, hvilken fantastisk præstation Bylur lavede i det norske.