Nu er der to med titlen DKSCH

Visninger: 604

Bylurs seneste sporresultat kvalificerer ham til titlen Dansk Sporchampion (DKSCH). Det er den flotteste titel jeg har opnået med mine hunde og den titel jeg er mest stolt af. En titel som kun én anden islandsk fårehund i verden tidligere har opnået. Billedet viser begge DKSCH-titelholdere: Sunnusteins Kötlubylur og Sindra Valkyrja. Lige nu, nyder vi resultatet, men inden længe vil vi begynde at træne hen imod de meget svære 1.000-meter spor. Først et med en liggetid på 20 timer, derefter et med en liggetid på 40 timer. Herunder lidt om vores oplevelser i lørdags.

Endnu engang gik turen til Nordjylland for at deltage i Dansk Terrierklubs schweiss sporprøve i Tranum Klitplantage. Prøven var oprindeligt planlagt til marts, men var blevet udsat grundet situationen omkring covid-19. Bylur var tilmeldt en 20 timers 400 meter prøve - en prøve som vi har været oppe til tidligere, men hvor vi kun havde opnået en tredje-præmie. Sporet er typisk 400-450 meter langt og indeholder foruden en "startboks", 2 vinkeltrette knæk, en wiedergang (tilbagegang), et sårleje og så selvfølgelig et skind eller underben ved sporets slutning. Sporet er udlagt mindst 20 timer inden det skal udredes. Den lange liggetid gør det til et svært spor at udrede. Dels grundet vind, vejr og temperaturforskelle og dels fordi at en del af skovens dyr muligvis er gået henover sporet i løbet af natten.

Vi fik anvist vores startboks, som er et område på ca. 20x20 meter. Vi ved ikke hvor sporet starter, blot at vi skal afsøge området og forhåbentligt finde starten. Mens jeg gjorde Bylur klar, forsøgte jeg at få et overblik. Det var ingen vind, og jeg besluttede at starte systematisk fra det nærmeste hjørne af boksen. Der var megen frisk fært og Bylur markerede flere gange dette. Jeg kunne genkende mønstret fra vores træning. Det var blot at bevare roen og holde øje med Bylur. Godt inde i boksen i modsatte side af hvor vi startede, satte han interesseret næsen i jorden og markerede flot sporstarten.

Der var intet blod at se, men Bylurs adfærd gjorde, at jeg markerede for start til dommeren. Imens begyndte Bylur at udrede sporet. Vi gik frem i små ryk, der var megen frisk fært og Bylur stoppede tit op, kiggede til siderne, tog indimellem et skridt til siden, inden han vendte tilbage til sporet og arbejdede sig videre frem. På et tidspunkt, går han lidt tilbage, snuser til nogle stammer, springer over dem og fortsætter på den anden side. Han var så insisterende, at jeg måtte springe med. Få meter senere stopper han op og snuser i luften til begge sider, inden han går tilbage hvor vi kom fra. Frisk fært tænker jeg, mens vi søger tilbage over stammerne. Her sætter Bylur igen næsen i jorden og arbejder sig frem gennem skoven.

Skoven stopper brat og vi kommer ud i et åbent område med sand og lyng. Bylur har stadig næsen i jorden. Pludselig stopper han op, slår af og snuser lidt til begge sider. Min umiddelbare tanke var "Wiedergang", altså en blindgang, hvor vi skal tilbage igen og lokaliseret et vinkelret knæk. Jeg bakker mens jeg holder øje med Bylur. Han opsøger fint sporet, søger lidt på begge sider af det, inden han er sikker og sætter næsen i jorden igen.

Vi går på en dyreveksel. Der er masser af frisk fært men Bylur virker ikke til at være i tvivl. Selv om jeg er fuldstændig koncentreret om at se på Bylur, ser jeg ikke at han markerer sårlejet. Han stopper ind imellem op, snuser til siderne og genoptager udredningen af sporet. Jeg koncentrerer mig 100% om at følge Bylur. Han stopper op, kigger rundt, går et skridt baglæns og fortsætter i en retning vinkelret på den vi kom fra. Andet knæk tænker jeg. Bylur har stadig næsen i jorden og det er blot at følge med. Terrænet skifter og vi kommer igen ind i skoven. Bylur virker helt sikker og lægger flere kræfter i. Jeg holder lidt igen, mens jeg tænker, at vi skal bevare roen og overblikket. Bylur arbejder sig videre frem mod nogle stammer. Han vælger at gå venstre om dem og et øjeblik senere begynder han at storlogre.

Skindet er fundet. Vi er kommet frem og Bylur kigger forventningsfuldt på mig for at få sin belønning. Beløningen er en lille dåse ekstra god hundemad og mens han guffer den i sig, blæses der i jagthorn til ære for Bylur og mig. Dommeren kommer hen og siger tillykke. Vi får en førstepræmie og modtager 2 grangrene. En stor til Bylur og en lidt mindre til mig. Vi får god kritik for sporarbejdet og jeg er stolt da vi går ud af skoven igen.