Rollen som hyrdehund

Visninger: 3350

{jcomments on}Siden de første bosættere kom til Island sidst i 800-tallet har hunde spillet en rolle som hyrde- og gårdhunde. Traditionelt set kan man sige, at den islandske fårehund har haft to arbejdsområder (ud over at holde familien varme om natten): gårdhunde- og hyrdehundeopgaver.  

Gårdhundeopgaverne har bestået i at holde får, kreaturer og heste borte fra indmarken, holde ravne væk fra lammene og give besked om fremmedes ankomst.

Hyrdehundeopgaverne er kommet til udtryk i forbindelse med samlingen af fårene forår og efterår, hvor de typisk er blevet sendt op i de svært tilgængelige områder, hvor menneskerne ikke har kunnet kommet op, endsige kunnet bevæge sig i samme trit som fårene. 

En efter nutiden, sandsynligvis, hård avlspolitik har gjort, at kun de dygtigste arbejdshunde har overlevet. Det vil sige, at kun hunde af god fysisk og mental karakter, med et godt temperament, har overlevet. Det er det instinkt, udviklet og forfinet i mere end 1.000 år, vi ser komme til udtryk i dag, f.eks. når en fugl skal jages bort fra matriklen, eller når der skal løses en opgave på agilitybanen.

I dag beskriver racestandarden den islandske fårehund som en hårdfør, adræt og gøende hyrdehund, med udholdende, jordvindende og ubesværede bevægelser. I tillæg er det en meget visuelt orienteret hund, der spotter alle bevægelser på lang afstand. Alt sammen egenskaber der er livsvigtige for en hund der sendes mange kilometer ud i uvejsomt terræn.

Under drivningen af fårene har den islandske fårehund arbejdet sammen med mennesker til fods eller på hesteryg og har typisk arbejdet bag fåreflokken og ved hjælp af sin gøen drevet fårene frem. Den islandske fårehund bruger ikke, som border collie, øjenkontakt i sit arbejde. Denne arbejdsform har jeg selv oplevet at være med til i Island og på Færøerne (på Færøerne var det dog andre hundetyper).

Den islandske fårehund har arbejdet med sit menneske baseret på forskellige signaler, inklusiv, stemme, fløjte og håndtegn. Selv har jeg set, og fået fortalt om, hunde der med en  armsbevægelse, f.eks. fra bøjet til strakt, forstod dette som “længere op/væk”, fortsatte op i fjeldet, stoppede og kiggede tilbage, fik endnu et tegn og fortsatte op så længe der var visuel kontakt. Dette kunne være for at komme op til får længere oppe og/eller for at komme uden om kløfter og stejle klipper.

Hundene har ofte arbejdet langt fra sit menneske og når der ikke længere var visuel kontakt har de skullet bruge deres instinkt til fortsat at arbejde uafhængigt. Dette er det vi i dag møder i form af en intelligent og selvstændigt tænkende hund, som er glad for - og god til - at løse problemer og udfordringer.

Traditionelt er der blevet brugt mere end en hund når fårene har skullet samles. Det er dog forskelligt om de har arbejdet individuelt, f.eks. en højt oppe til at drive fårene ned af fjeldet og en i dalen til at forhindre fårene i at løbe bagud, eller  om de har arbejdet flere sammen, f.eks. to eller flere som er blevet sendt op over et plateau for at drive alle får væk og ned fra dette. Der kan også være flere hunde højt oppe, men arbejdende individuelt og i kontakt med hvert sit menneske.

At kunne arbejde selvstændigt, langt fra sit menneske uden kontakt, kræver et særligt instinkt og en fornemmelse for “byttet”. Det er bevist at jeg skriver bytte, for hyrdeinstinkt er en mild form for jagtinstinkt og det kræver meget af en hund, ikke bare hovedkulds at løbe efter fårene, jage dem ud over klippekanterne, eller jage dem så hårdt at de snubler og brækker benene (det er garanteret også sket). Her tror jeg dog, at hundens gøen har spillet en væsentlig rolle og at den har været medvirkende til, at fårene har flyttet sig væk fra hunden lang tid inden den kom så tæt på, at den er blev en reel trussel...

Her i Danmark er det svært at finde en stor flok får der skal drives over lang afsted eller ned fra et fjeld og mine egne erfaringer, med egen hunde, dækker kun træning i indhegninger (1-3 hektarer) med 30-50 får.

Tager jeg min hanhund ind på et sådan areal, hvor fårene går spredt, behøver jeg bare at slippe ham løs. Herefter søger han ud på den ene flanke, “trykker” fårene mod midten, kommer i en bue tilbage mod mig og fortsætter til den anden flanke, hvor processen gentager sig.

Jeg siger ingenting, og som noget helt særligt, i hvert fald for den islandske fårehund, siger min hanhund heller ikke noget.

Herefter kommer min hund tilbage til mig og vi kan nu bevæge os sammen rundt om fåreflokken i god afstand. Hunden “nusser” bare rundt tæt på mig, men er der optakt til at flokken splittes igen, er han lynhurtig ude og “trykke” og kommer ligeså hurtigt tilbage til mig.

Jeg har set samme opførsel når jeg tager ham ind i den fangfold der traditionelt brugs til en hyrdeanlægsbeskrivelse. Han kigger på mig og det ser ud til, at han tænker “det har du styr på far”, og spiser så fårelort i stedet. Folk har kigget undrende og både tænkt og sagt “han har da ikke hyrdeinstinkt”. Men splittes flokken, er han lynhurtigt ude og markere og kommer så tilbage til mig igen igen.

Jeg synes det er fascinerende at se hvordan han arbejder helt instinktivt og selvstændigt og har en drøm om at komme til at se ham arbejde på et meget større areal en dag. Indtil da, vil jeg prøve at arbejde mere med 2 hunde sammen, en på hver flanke måske, eller en hos mig og en på flanken...

Jeg har siddet og læst lidt i Mark Watsons bog “The Iceland Dog” fra 1956. Her findes der flere gamle uddrag fra rejsebøger og videnskablige tidsskrifter, med beskrivelser af den islandske fårehund og dens hyrdeegenskaber. I et uddrag fra 1744 fortælles det, at “den islandske fårehund var en stor hjælp for fårehyrderne”, og at “ved det mindste tegn fra fårene, uanset hvor de er i fjeldet, finder hundene dem, samler dem, og bringer dem tilbage til hyrden uanset hvor han er”.

Et andet sted, i en bog fra 1758 fortælles det også, at “der er mange hunde, og fårehyrder og kvægvogtere bruger dem  til hyrdeopgaver og de [hyrderne] ses aldrig uden deres hunde”.

Endnu en bog fra 1791 beskriver, at “hundene vogter og hyrder flokke af kvæg og får, og er så godt trænede at de kan bevæge sig rundt om flokken, uanset hvor stor den er, fastholde dem til vejen/stien, få enhver udbryder tilbage til flokken, og alt sammen uden at volde den mindste skade på dyrene”.

I et uddrag fra en bog fra 1809, skrives der, at “blandt de indfødte dyr kommer hundene ind på en klar førsteplads. Ikke kun som en ven og som gårdens vogter, men som en grundlæggende arbejdskraft i landbruget, ved at holde hestene fra at spise høet i indmarken, ved at samle fårene der er spredt over hele fjeldet, og ved at drive dem til samlingsstederne”.