The Iceland Dog

Visninger: 1780

Dette billede fra 1908 er fra gården Stóri Ás de ligger nær Husafell. Manden der næsten er skjult mellem de 2 bagerste hunde er Helga Andresdóttirs farfar Kólbein Guðmundsson. Dreng­en til venstre er ukendt, mens manden til højre er en dansk sadelmager. Helga Andrésdóttir er ejer af kennelnavnet Sindra og har givet tilladelse til brugen af dette billede.

For mere end 60 år siden, skrev Mark Watson i indled­ningen til sin bog "The lceland Dog" (1956), at: "den sande islandske [fåre]hund er sjælden og jeg fandt kun en dal, Breiddalur, en fjern og isole­ret dal I det østlige Island, hvor den rigtige type er dominerende og omkring 90% bevaret. Der findes måske andre lignende fjerntliggende dale som Breiddalur, men disse har jeg ikke fundet".

Bogen "The lceland Dog" markerede afslutningen på 10 måneders omfattende undersøgelse af den islandske fårehund. Mark Watsons interesse for racen blev dog vakt langt tidligere end 1956, og det var allerede i 30'erne, at han opdagede en­kelte individer af racen på forskellige afsideslig­gende gårde i Island. På tidspunktet for bogens udgivelse menes racen at have bestået af mellem 30 og 40 individer. 

Heldigvis for racen, og for alle vi andre, lykkedes det gennem Mark Watsons dedikation og passi­on, at få enkeltpersoner som Sigriður Petursdóttir til at interesse sig for den islandske fårehund og dens bevarelse. Mark Watson fortsætter: "Der er ingen kennel­klub i Island og hundene er kun blevet opdræt­tet hundene på grund af deres nytteværdi som hyrdehunde. Racens ægthed er bevaret i nogle områder på grund af, at hunde kun er blevet importeret, legalt eller illegalt, I meget begræn­set omfang. Og dette primært I den sydvestlige og vestlige del af Island; at det siden 1909 har det været ulovligt at importere hunde uden speciel tilladelse; og, at de forskellige dale er isolerede fra hinanden, hvorfor gårdene ligger meget isolerede".

Mark Watson påpeger, at han hos to kilder har fundet beskrivelser af tre typer Islandshunde: "Hunting Dogs", "Dwarf Dogs" og "Sheepdogs", og har fremført den teori, at jagt-og dværghund­ene uddøde i slutningen af 1700-tallet da Island hjemsøgtes af katastrofer i form af vulkanudbud, jordskælv, epidemier og hungersnød. Han mener at kun fårehundene (Fjárhundur) var de hunde som overlevede denne svære tid i Islands historie. De undersøgelser som Mark Watson i sin tid lavede belyser den islandske fårehunds historie fra de første bosættelse i år 874 til år 1956 og er stadig den dag I den at regne for nogle af de mest omfattende undersøgelser af den islandske fårehund nogensinde.

Mark Watsons udgivelse af "The lceland Dog" var kulminationen af en mangeårig interesse for den islandske fårehund og bogen, som har undertitlen "A re­search on the lceland Dog", kan bedst betegnes som den islandske fårehunds historiebog; en kro­nologisk beretning om den islandske fårehund fra år 874 til år 1956. I "The lceland Dog" skriver Mark Watson, at den primære forskning der ligger til grund for bogen, strakte sig over to somre forud for udgivelsen. Inte­ressen stoppede dog ikke med denne udgivelse og helt frem til sin død i 1979 deltog han i arbej­det med bevarelsen af den islandske fårehund som race.

En stor del af oplaget gik tabt i en brand kort tid efter trykning og der har der derfor aldrig været ret mange ek­semplarer i omløb. Det betyder, at den er meget eftertragtet blandt islandske fårehunde ejere og opdrættere over hele verden. Selv er jeg så heldig at have fundet og købt 3 eksemplarer, hver med sit helt specielle sær­præg. F.eks. har jeg et eksemplar fra "The Mon­fret Cynological Library': hvor Mark Watson på en indklæbet seddel skriver, at han har fundet endnu en tæve fra en afsides liggende fjord i det nordvestlige Island.

Bogen består af uddrag og referencer fra rejsebøger og videnskablige tidsskrifter, med beskrivelser af den islandske·fårehund, dens udseende, mentalitet og og arbejdsegenskaber. I år 1570 beskrives den som "en udenlandsk art". I en tysk artikel fra 1744 fortælles det, at "den islandske fårehund var en stor hjælp for fårehyr­derne" og at "ved det mindste tegn fra fårene, uanset hvor de er i fjeldet, finder hundene dem, samler dem, og bringer dem tilbage til hyrden uanset hvor han er". Et andet sted, i en bog fra 1758 fortælles det også, at "der er mange hunde, og fårehyrder og kvægvogtere bruger dem  til hyrdeopgaver og at de [fårehyrderne] aldrig ses uden deres hunde".

Endnu en bog fra 1791 beskriver, at “hundene vogter og hyrder flokke af kvæg og får, og er så godt trænede at de kan bevæge sig rundt om flokken, uanset hvor stor den er, fastholde dem til vejen/stien, få enhver udbryder tilbage til flokken, og alt sammen uden at volde den mindste skade på dyrene”. I et uddrag fra en bog fra 1809, skrives der, at “blandt de indfødte dyr kommer hundene ind på en klar førsteplads. Ikke kun som en ven og som gårdens vogter, men som en grundlæggende arbejdskraft i landbruget, ved at holde hestene fra at spise høet i indmarken, ved at samle fårene der er spredt over hele fjeldet, og ved at drive dem til samlingsstederne”.

I en artikel fra 1882 nævnes det, at de er velopdrættede, er blide og intelligente og forfærdelig støjende. Samtidig nævnes det, at de ren-racede er meget flotte, at de findes i både en langhåret og en korthåret variant og at selv den korthårede har en fin tyk pels. Artiklen beskriver de fleste islandske fårehunde som sort/hvide, lysebrune eller grålige og/eller “beskidt” gullige, og slutter med at beskrive dem som rappe, dristige og meget omgængelige hunde.

Mere end 100 år gamle artikler beskriver den islandske fårehund som sjælden og at de blandingshunde der findes, er langt mindre intelligente end de racerene hunde. Det nævnes også, at de racerene islandske fårehunde primært findes i mindre bebyggede områder. Dette tema er gennemgående for de nyere referencer (1930-1945) i bogen, hvor det også flere gange nævnes, at den islandske fårehund er truet af udrydelse. Det er den, takket være en lille gruppe hundevenner, heldigvis ikke i dag.

Mark Watson fortsatte sit arbejde for og med den islandske fårehund i årene efter udgivelsen af "The lceland Dog". I 1969 resulterede dette grundlæggende arbejde i, at en gruppe dedike­rede personer stiftede den Islandske Kennelklub. Denne blev stiftet med det ene formål at redde den islandske fårehund som race. Specialklubben for racen blev stiftet i 1979 og i 1994 blev den islandske fårehund officielt anerkendt som en del af Islands kulturarv.

Det er tankevækkende, at den islandske fåre­hund, med Mark Watsons død, ophørte med at eksistere i England, men desto mere glædeligt, at der i dag findes en stor bestand i Island, såvel som i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Holland, Tyskland, Schweiz, Østrig, USA og Canada. Der findes dog også i dag nogle få islandske fårehunde i England, ligesom at der er enkelte opdrættere af racen i Belgien, Frankrig og Italien.

Min nysgerrighed har ført mig vidt omkring og jeg har haft fornøjelsen af, at tale med mange spændende personer om den islandske fårehunds historie. En af disse, som samtidig har været en af mine helte, er Sigriður Petursdóttir, hvis dedikation og arbejde var [og er] banebrydende og enestående i forhold til bevarelsen af den islandske fårehund som race. Sigriður modtog i 2008 Islands højeste udmærkelse, Falkeordenen, for dette arbejde.

For mig, var mødet med Sigriður i 2015 episk. Vi fik talt om lidt af hvert. Hun virkede stadig stærk, havde holdninger og et fast blik, og da jeg forlod hendes hjem, Ólafsvellir, skete det med et "sjáumst" (på gensyn / vi ses igen). Vi sås igen - Sigriður i skikkelse af ravnen, der lettede, stirrede intenst ned på mig og skreg, netop som rustvognen med hendes kiste ankom til kirken i Skálholt en kold januardag i 2016.

En anden er Guðrun Ragnars Guðjohnsen der også er en af pionererne i forhold til bevarelsen af den islandske fårehund. Guðrun fortæller, at det var chefveterinær Pall A. Palsson som allerede samarbejdede med Mark Watson, der overtalte Sigriður Petursdóttir til at påbegynde opdræt af islandske fårehunde. Det i ste­det for at importere den terrier som hun egentlig havde kontaktet Pall A. Palsson omkring. Det medførte senere, at Sigriður med Mark Watsons hjælp, bl.a. rejste til England for at lære mere om racespecific avl, pleje, fodring og registrering.

Jeg har også flere gange talt med den islandske kennelklubs tidligere præsident Pórhildur Bjartmarz. Hun har lavet en omfattende research om hundehold i Island, herunder også den islandske fårehund. Hendes undersøgelser gør det lysende klart, at det arbejde som Sigriður Petursdóttir startede med registreringen af det første kuld i 1967 er enestående i forhold til bevarelsen af den islandske fårehund. 

Det er vigtigt at vi, i dag, gør os klart, at den bestand af islandske fårehunde vi kender i dag, er fremavlet fra nogle ganske få overlevende dyr og at de derfor alle, mere eller mindre, er i familie med hinanden. Vi har derfor et stort ansvar med hensyn til den videre avl og dermed udbredelsen af evt. arvelige sygdomme, da disse i uheldigste tilfælde kan vise sig, at få katastrofale følger for den islandske fårehund og dens fremtid.