The Iceland Dog

Billedet over artiklen er taget i 1908 og er fra gården Stóri Ás som ligger nær Husafell. Manden der næsten er skjult mellem de 2 bagerste hunde er Helga Andresdóttirs farfar Kólbein Guðmundsson. Dreng­en til venstre er ukendt, mens manden til højre er en dansk sadelmager. Helga Andrésdóttir som opdrætter islandske fårehunde under kennelnavnet Sindra har givet tilladelse til brugen af dette billede.

Det er mere end 70 år siden, at Mark Watson i indled­ningen til sin bog "The lceland Dog" (1956) skrev, at “den sande islandske [fåre]hund er sjælden og jeg fandt kun en dal, Breiddalur, en fjern og isole­ret dal I det østlige Island, hvor den rigtige type er dominerende og omkring 90% bevaret. Der findes måske andre lignende fjerntliggende dale som Breiddalur, men disse har jeg ikke fundet.” Bogen “The Iceland Dog” (1956) markerer afslutningen på 10 måneders omfattende forskning af den islandske fårehund og på tidspunktet for udgivelsen mentes racen at have bestået af så få som 30-40 individer.

Mark Watson afslutter bogens indledning med ordene “Der er ingen kennel­klub i Island og hundene er kun blevet opdræt­tet på grund af deres nytteværdi som hyrdehunde. Racens ægthed er bevaret i nogle områder på grund af, at hunde kun er blevet importeret i meget begræn­set omfang, bl.a. fordi at det siden 1909 har det været ulovligt at importere hunde uden speciel tilladelse. Desuden er de forskellige dale afskåret fra hinanden, hvorfor de enkelte gårde ligger meget isoleret.”

Watson påpeger, at han hos to kilder har fundet beskrivelser af tre typer Islandshunde: "Hunting Dogs", "Dwarf Dogs" og "Sheepdogs", og har fremført den teori, at jagt-og dværghund­ene uddøde i slutningen af 1700-tallet da Island hjemsøgtes af katastrofer i form af vulkanudbud, jordskælv, epidemier og hungersnød. Han mener, at det kun var fårehundene (Fjárhundur) som overlevede denne svære tid i Islands historie, måske grundet deres nytteværdi som arbejdshunde. Teorien omkring dyrenes uddøen understøttes af datidige optegnelser omhandlende andre landbrugsdyr som køer, får og høns.

Udgivelse af "The lceland Dog" var kulminationen på en mangeårig interesse for den islandske fårehund og bogen, som har undertitlen "A re­search on the lceland Dog", kan bedst betegnes som den islandske fårehunds historiebog; en kro­nologisk beretning om den islandske fårehund fra de første bosættelser i år 874 til år 1956. Bogen er stadig, den dag i dag, at regne for den mest omfattende undersøgelse af den islandske fårehund nogensinde. Den består af uddrag og referencer fra rejsebøger og videnskablige tidsskrifter, med beskrivelser af den islandske·fårehund, dens udseende, mentalitet og arbejdsegenskaber.

En stor del af bogens oplag gik tabt i en brand kort tid efter trykning og der har derfor aldrig været ret mange ek­semplarer af “The Iceland Dog” i omløb. Det betyder, at den er meget eftertragtet blandt islandske fårehunde ejere og opdrættere over hele verden. Selv er jeg så heldig at have fundet og købt 4 eksemplarer, hver med sit helt specielle sær­præg. F.eks. har jeg et eksemplar fra "The Mon­fret Cynological Library", hvor Mark Watson på en indklæbet seddel skriver, at han har fundet endnu en tæve fra en afsides liggende fjord i det nordvestlige Island.

Jeg har doneret to af mine eksemplarer til Evelyn Ýr der åbnede et museum om den islandske fårehund d. 24. maj 2025. Museet er beliggende på farmen Lýtingsstaðir i Varmahlíð ved Skagafjord. Sammen med de to “The Iceland Dog” bøger donerede jeg også en tredje bog skrevet af Mark Watson. Den var skrevet på islandsk til hundeejere i Island og handlede om hundetræning. I bogen “The Iceland Dog” gengiver Mark Watson en lang række historiske beskrivelser af den islandske fårehund, blandt andet følgende: 

I år 1570 beskrives den islandske fårehund som "en udenlandsk art". I en tysk artikel fra 1744 fortælles det, at "den islandske fårehund var en stor hjælp for fårehyr­derne" og at "ved det mindste tegn fra fårene, uanset hvor de er i fjeldet, finder hundene dem, samler dem, og bringer dem tilbage til hyrden uanset hvor han er”.

Et andet sted, i en bog fra 1758 fortælles det også, at "der er mange hunde, og fårehyrder og kvægvogtere bruger dem  til hyrdeopgaver og at de [fårehyrderne] aldrig ses uden deres hunde”.

Endnu en bog fra 1791 beskriver, at “hundene vogter og hyrder flokke af kvæg og får, og er så godt trænede at de kan bevæge sig rundt om flokken, uanset hvor stor den er, fastholde dem til vejen/stien, få enhver udbryder tilbage til flokken, og alt sammen uden at volde den mindste skade på dyrene”.

I et uddrag fra en bog fra 1809, skrives der, at “blandt de indfødte dyr kommer hundene ind på en klar førsteplads. Ikke kun som en ven og som gårdens vogter, men som en grundlæggende arbejdskraft i landbruget, ved at holde hestene fra at spise høet i indmarken, ved at samle fårene der er spredt over hele fjeldet, og ved at drive dem til samlingsstederne”.

I en artikel fra 1882 nævnes det, at de er velopdrættede, er blide og intelligente og forfærdelig støjende. Samtidig nævnes det, at de ren-racede er meget flotte, at de findes i både en langhåret og en korthåret variant og at selv den korthårede har en fin tyk pels. Artiklen beskriver de fleste islandske fårehunde som sort/hvide, lysebrune eller grålige og/eller “beskidt” gullige, og slutter med at beskrive dem som rappe, dristige og meget omgængelige hunde.

Mere end 100 år gamle artikler beskriver den islandske fårehund som sjælden og at de blandingshunde der findes, er langt mindre intelligente end de racerene hunde. Det nævnes også, at de racerene islandske fårehunde primært findes i mindre bebyggede områder. Dette tema er gennemgående for de nyere referencer (1930-1945) i bogen og det stod ved bogens udgivelse klart for Mark Watson at racen var tæt på udrydelse.

I et forsøg på at redde racen besluttede Watson at eksportere nogle han- og tævehunde til Californien, hvor han på det tidspunkt boede og var indehaver af kennelen “Wensum". Den islandske chefveterinær, Páll A. Pálsson, hjalp med eksporten, men beholdt selv en tæve fra Vestfjordene for at starte et avlsarbejde i Island. På trods af sygdom, hvor flere af de eksporterede hunde døde, lykkedes det Watson at bevare en lille, men stabil bestand som han senere flyttede til England for at fortsætte avlsarbejdet der.

 Páll A. Pálsson var blandt de første islændinge, der indså, at racen var truet. Han begyndte at avle på tæven, han havde beholdt, og fik støtte fra Landbrugsministeriet til organiseret avl. I 1967 tog arbejdet for alvor fart, da Sigríður Pétursdóttir startede et omfattende avlsprogram på gården Ólafsvellir i samarbejde med Pálsson.

At det nogle gange er tilfældigheder der gør udslaget, understreges af den tidligere islandsk kennelklub præsident Guðrun Ragnars Guðjohnsens fortælling om, at Sigríður oprindeligt havde haft til hensigt at importere en terrier og at det kun var Páll A. Pálssons overtagelsesevner der gjorde, at hun i stedet påbegyndte opdræt af islandske fårehunde.

Sigga som hun kaldtes, arbejdede tæt sammen med Mark Watson og rejste med hans hjælp bl.a. til England for at lære mere om racespecific avl, pleje, fodring og registrering. Da hendes første hunde viste sig at være for nært beslægtede til videre avl, fik hun tilladelse til at importere to hvalpe fra Watson i England – en vigtig beslutning, da den islandske avlsbestand på det tidspunkt var begrænset til ganske få individer. Det var med disse hunde at Sigga lagde grundstenen til det moderne avlsarbejde med den islandske fårehund - et arbejde hun i 2008 modtog det islandske storridderkors “Falkeordenen” for.

Med direkte afsæt i det store pionerarbejde fra Sigga, Páll A. Pálsson, Mark Watson og andre, stiftedes den Islandske Kennelklub i 1969 med det formål, at redde den islandske fårehund som race og at beskytte og fremme avlen af den. Første punkt på dagsordenen for det første bestyrelsesmøde var i øvrigt “forberedelse af en racestandard for den islandske fårehund”.

Mark Watsons fascination af Island og dedikation til den islandske fårehund holdt stadig ved og i 1973 donerede han et – efter datidens standard – fuldt udstyret dyrehospital til Island, landets første af slagsen. Mark Watson døde i England i 1979, 73 år gammel. 1979 er også året hvor den islandske raceklub stiftedes og den islandske kennelklub søgte om medlemsskab af FCI. Med Mark Watsons død døde også interessen for den islandske fårehund i England og det er først i foråret 2025 at “The Kennel Club” igen anerkender den islandske fårehund og at den igen kan registreres og udstilles i England.

I 1996 tog Guðrún R. Guðjohnsen, initiativ til at oprette et internationalt samarbejde mellem de lande, der arbejdede for racens bevarelse. Samarbejdet inkluderer i dag, ud over de 5 skandinaviske lande (Island, Danmark, Norge, Sverige og Finland) også Tyskland, Holland, Schweiz, Østrig, Frankrig og USA.

Både Guðrúns og Siggas store arbejde er i Danmark blevet anerkendt gennem æresmedlemskaber af Islandsk Fårehundeklub. Gennem “den islandske fårehunds dag” fejres Mark Watson også stadig. Det foregår på hans fødselsdag d. 18. juli, hvor islandsk fårehunde-entusiaster over hele verden laver forskellige arrangementer lokalt og internationalt. Traditionen omkring den islandske fårehunds dag blev startet i 2016 og har i år 10 års jubilæum.

Min nysgerrighed har ført mig vidt omkring og jeg har haft fornøjelsen af, at tale med mange spændende personer om den islandske fårehunds historie. Det største øjeblik var uden sammenligning mit møde med Sigga i 2015. Et episk møde, hvor vi fik talt om lidt af hvert. Hun virkede stadig stærk, havde holdninger og et fast blik, og da jeg forlod hendes hjem, Ólafsvellir, skete det med et "sjáumst" (på gensyn / vi ses igen).

Vi sås igen - Sigga i skikkelse af ravnen, der lettede fra kirketaget, stirrede intenst ned på mig og skreg, netop som rustvognen med hendes kiste ankom til kirken i Skálholt en kold januardag i 2016.  

Det er vigtigt at vi gør os klart, at den bestand af islandske fårehunde vi kender i dag, er fremavlet fra ganske få overlevende dyr og at de alle, mere eller mindre, er i familie med hinanden. Vi har et stort ansvar med hensyn til den videre avl. Det i forhold til genetisk diversitet, fysisk og mental sundhed og ikke mindst i forhold til at være tro mod racestandarden. Der hviler derfor et stort ansvar på alle som arbejder med avl på islandske fårehunde.