Den ægte islandske fårehund

Mark Watsons bog “The Iceland Dog”, indeholder et uddrag af Christian Schierbecks artikel om den sande islandske spids. Det er meget få, der kender artiklen i dens fulde ordlyd og mange islandsk fårehunde interesserede over hele verden, har altid betragtet uddraget fra Mark Watsons bog som den fuldstændige artikel. Herunder finder du den fulde artikel. Christian Schierbeck blev født i 1872 i Helsingør og færdiggjorde sit medicinstudie i Reykjavik i 1900. Han fungerede som læge i Reykjavik i 1901 og 1902. Christian Schierbeck, blev gift med Berta i Reykjavik i 1900 og de boede under deres ophold centralt på Laufásvegur.

Den ægte islandske Spids (Islændernes fra Sagaerne berømte Faarehund.) Af Chr. Schierbeck, Læge, Reykjavik. Oprindeligt bragt i “Vore Hunde”, år 1900.

Saumur og jeg har nu tilbragt i alt ca. 2 1/2 Time hos Hansen & Weller [fotoatelier] - Resultatet var et Dusin mislykkede Plader. Den bedste af disse Plader lod vi tage Aftryk af og Resultatet foreligger i et Kunstbilag til “Vore Hunde”. Vore Hundes Læsere vil næppe fatte, at Saumurs Ophold her i Landet har været et eneste fortsat Triumftog. Det begyndte i en Hundekoupé med en Kynologs smigrende Bemærkninger; det fortsattes paa Strøget, hvor der stadig efter os lød: "Se dog det dejlige Dyr!" “Nej, har Du set den Hund, den ligner en Bjørn!” "Far, er det ikke en Ulv, der gaar der·?" “Saadan en Hund har jeg aldrig set før!" etc. etc. Lignende Bemærkninger og Komplimenter af den mest udsøgte Art regnede ned over Saumur paa Cafeer og i Selskaber. Og det kulminerede, da Vore Hundes elskværdige Redaktør aflagde mig en Visit her i Amaliegade for at udbede sig et Billede af Saumur til hans berømte Blad.

Jeg anfører kun alt dette for at fremhæve, at jeg ikke er ene om at beundre den ægte islandske Spids's Skønhed. De, der mest har beundret Saumur, har været Folk med et Kendskab til Kynologien, der langt overgaar mit. Og elegante Damehjærter har han taget med Storm. Grand danois, den grønlandske Spids, og den islandske Spids forekommer mig at være det Trekløver, man herhjemme fortrinsvis burde opelske.

Men, hvorfor har man nu glemt den gamle ægte Islænder; den Hund, der omtales i de ældste nordiske Sagaer (min Hund er opkaldt efter Gunnars navnkundige Hund i Njáls Saga); den Hund, der indførtes af de nordiske Vikinger paa Island; som der i over Tusinde Aar har holdt sin Race ren, som er uundværlig for enhver islandsk Faarehyrde, da den er saa vidunderlig klog til at hente. samle og kende Faar; den Hund, der er saa tro, at den hellere dør end forlader sin Herre (Saumur har givet mig Bevis derpaa) - hvorfor har man glemt dette dejlige Dyr i Danmark?

Ja, helt glemt ved jeg jo nok, at den ikke er. Men man maa indrømme mig, at de, der her ejer virkelig ægte Islændere, som kan staa for en kyndig Kritik - de er mildest talt færre end faa. Grunden til at den islandske Spids er saa overordentlig sjælden her, ligger først og fremmest i det sørgelige Faktum, at den, trods alt hvad der siges i modsat Retning, ogsaa er sjælden paa selve Island. Man finder den kun nu paa de Bøndergaarde, der ligger ved øde Fjorde, hvor der kun er yderst ringe Skibsfart, og indtil for nylig slet ingen har været. Paa alle de bekendte Fjorde og i selve Reykjavik er Racen kun blandet med de talrige franske og engelske Køtere, der færdes der. En anden Grund til, at den ikke holdes herhjemme, er den naturlige Frygt for dens med Rette saa berygtede Bændelorm, der er lige saa hyppig blandt de islandske Faarehunde, hvad enten de er ægte eller ej, som blandt Australiens dito.

Jeg skal nærmere gaa ind paa disse to Punkter: Racekendetegnene og Bændelormene. Altsaa først Racekendetegnene paa den ægte islandske Spids, der af islandske Vikinger, eller muligvis af de endnu ældre irske Munke bragtes til Island fra Britannien. 

Racen

Dyret er en Del (ca. en Haandsbred) lavere og kortere end den grønlandske Spids. Dets Pels er tæt stoppet med Uld der kan kæmmes af den i Totter, naar den fælder. Det er altsaa en virkelig Pels; den har blanke, bløde, lange Haar, og den ligner lidt Bjørnens. Farven er hyppigst hvid, guldhvid, plettet brun, sjældnere sort. En helt sort ægte har jeg kun set en eneste Gang paa Island. - Forkroppen er forbavsende udviklet i Forhold til Bagkroppen, der er spinkel og smal.

I Henseende til Kroppens Bygning og Linjer er der i det hele og store samme Forskel mellem en islandsk Spids og en Grand danois, som mellem en islandsk Hest og en dansk dito: Islænderne er mindre, har kraftigere Forpart og svagere Bagpart, dette gælder baade for Hundene og Hestene. Jeg ser deri et Kriterium for, at den islandske Spids, lige som dens Broder Ponny'en, er et udpræget Fjælddyr; gennem tusinder af Generationer vant til farlige Spring paa bratte Bjærge; - medens den danske Dog (Granddanois), ligesom den danske Hest, er Slettedyr.

Mellem Tæerne har den islandske Faarehund en stærkt udviklet Svømmehud (den svømmer aldeles bedaarende over rivende Jøkelelve!) Hovedet er spidst kileformet, endnu mere kileformet end den grønlandske Hunds, hvor Linjerne paa Hovedets Sider skæmmes af de for kraftige Kæber og Tyggemuskler. Øjnene er store, intelligente og overordentlig livlige. Som for alle Bjærghunde er det ogsaa for denne karakteristisk, at den ser og hører paafaldende godt, medens dens Lugtesans er mindre udviklet end Slettehundenes.

Ørene - ja her kommer et' af de lettest kendelige Racemærker - skal kunne rejses fuldstændigt, end ikke en eneste Millimeter af det spidse Øres yderste Flig maa hænge, naar Dyret lytter; og det gør det næsten stadigt, naar det er ude: saa staar de kræmmerhusformede, fint lodne Øren ret op lige som Hesteøren. De allerfleste Hunde paa Island har med "spidsede Øren" den øverste Flig ombøjet og betegner sig derved straks som Køtere. Hovedets Kileform fortsætter sig paa de ægte Dyr jævnt i den prægtige brede, runde og lodne Manke, der stritter ud til Siderne og ned over Bringen som en Bjørnemaske. Allerede bag Ørene strutter den paa de fineste som en Slags Præstekrave, naar Dyret bøjer Hovedet. - Fra Skuldrene afsmalnes den tætbyggede Krop baade i Bredde og i Højde; og Bagdelen er som sagt paafaldende lille. - Halen skal være stærkt busket (lodden) og staa permanent bøjet som en Uhrfjeder over Ryggen, hvor Haarene danner en Art Nakkeskilning under Halens ombøjede Spids. Paa Ørene, Manken og Halen kender man paa Island bedst de ægte Dyr fra Køterne.

Hun-Hundene har langt svagere udviklet Manke og Hale, samt er i det hele langt mindre. Tæt Haarvækst dækker over Endetarmens Udmunding - hvad der er en Ynde mere ved Dyret. Paa hvert Forben har den en lille Spore; paa hvert Bagben en veludviklet Dobbeltspore. At denne skønne Skikkelse ikke ret kommer frem paa Fotografiet, ligger i, at Dyret er altfor livligt til at staa stille, saalænge som det behøves· for at indstille og "tage" den. Sidde stille kan min Hund bedre, men da ser man næsten udelukkende det stærke Bringeparti. Den lodne Pels gør, at den kan modstaa den stærkeste Kulde. Sne er Hundens Yndlingselement, deri boltrer den sig med sand Vellyst. Da jeg første Gang saa Saumur, laa den en Vinternat kl. 1 og sov i Læ af en stor Snedrive, medens en rasende Snestorm havde hvinet om min Hest og mig og føg Sneen hen over dens lodne Krop, men den sov roligt videre, som om den laa i sin Moders Seng. - Bliver de blot ordentlig badede, har de aldrig Utøj. Jeg tror ikke, Lopperne trives mellem den tætte Uld. Faktum er, at jeg aldrig har ejet en Hund, der saa fuldstændigt har været fri for Lopper som Saumur.

Med Hensyn til de sjælelige Racekendetegn bliver jeg af Hensyn til Pladsen nødt til at være mere kortfattet, end jeg har Lyst til. Den ægte islandske Spids er ganske overordentlig lærvillig - de almindelige Hundekunster f.eks. lærer den lige saa let, som en god Puddel. Den har som Fjældhund en ualmindelig udpræget Stedsans - hvad der ogsaa er en stor Fordel ved en Hund, der holdes i en stor By. Min fandt efter 2 Dages Ophold i København (den havde aldrig været i en By før!) alene hjem fra Frederiksberg, hvor jeg mistede den, til Niels Juelsgade, hvor den sad og ventede mig, da jeg kom. Trofast er den som ingen anden Hund, tror jeg. Naar den sørger (f.eks. naar man lader den være ene) hyler den ikke dumt, men ruller sig sammen og resignerer tavst. Den er lidt vild i sine Glædesytringer, og behøver saa at sige aldrig Bank, knap nok Skænd.

Den bruges paa Island til at samle Faar og Heste, holde dem sammen i Flokke. Dens bedste Arbejde gør den om Efteraaret, naar den milevidt fra, og fra over tusinde Fods Højder, skal hente Faarene ned fra Fjældene, hvor Hyrden kun hist og her øjner et som en ubetydelig hvid Prik langt, langt borte. Saa sendes Hundene, som kender hvert Faar i Flokken, ud efter dem; og uden Hundene vilde Hyrden absolut ikke kunne samle disse store Flokke paa de farlige og lange, lange Veje. Hundene er saa uundværlige, at der f.eks. blot for en Snes Aar siden, da en Hundesygeepidemi gik over Landet og dræbte over 3/4 af Islands Hunde, blev givet 1 Hest og 2 Faar for en eneste ægte Spids!! Men, som sagt, de ægte Hunde er nutildags sjældne paa lsland.

Man tager oftest der til Takke med Køtere, der langtfra er saa kloge, som de ægte. Saumur, som her er afbildet, købte jeg hos en Bonde i et øde Distrikt, hvor der kun faa Gange om Sommeren kom Dampere til den nærmeste Fjord, der laa en god Dagsrejse fra Gaarden - og Fjorden havde kun de 3 sidste Aar været besejlet. Saadanne Steder kan man endnu faa ægte Hunde deroppe. Jeg har rejst rundt om hele Island, været inde paa alle de større Fjorde der, jeg har rejst til Hest langs Kysten og i det indre af Landet (min Yndlings. sport er nemlig Bjærgbestigning) - men efter over 2 Aars Ophold paa dette vort Biland, kender jeg knap en Snes ægte Hunde foruden min.

Bændelormen

Med Hensyn til Bændelormene skal jeg fatte mig i stor Korthed. Egentlig hører dette Spørgsmaal jo ikke hjemme her i Tidsskriftet - men som Læge kan jeg dog ikke tilbageholde et Par overfladiske Bemærkninger desangaaende. Over 95 % af alle Hunde paa Island (baade ægte, indførte og Køtere) huser i deres Tarm en 4 Millimeter lang Bændelorm, der paa Latin hedder Tænia echinoccocus. Den her almindelige og for Mennesker ufarlige Bændelorm i danske Hunde - Tænia coenurus er ogsaa ret almindelig paa Island - kun 1 a 2 % af Hundene i Danmark er i Besiddelse af den samme nederdrægtige Bændelorm (echinoccocus). Denne Tænia's Æg afgaar med Hundens Ekskrementer, og ikke sjældent er derfor en Hund paa Island i Besiddelse af saadanne Æg paa sin Snude.

Slikker nu en saadan inficeret Hund en Tallerken, der senere bliver ufuldstændigt afvasket - eller endnu værre: slikker den et Menneske, da er Muligheden for Smitte givet. Æggene af omtalte Bændelorm (echinoccocus) skal nemlig hos et Menneske eller et Faar gennemgaa Larvetilstanden, den saakaldte Blæreormstilstand (Hydatide). Disse ubetydelige Bændelorme har desværre enorme Larver. Saa enorme, at jeg hos Mennesker har set dem, der har kunnet fylde en almindelig Vandspand. Det lyder som et Æventyr, men er desværre kun altfor sandt. Kommer et af omtalte Æg ned i et Menneskes Tarme, udvikler det sig der til en mikroskopisk Larve, der vandrer gennem Tarmvæggen og hyppigst ender med at sætte sig fast i Leveren (Leverekinokok). Der vokser den saa til en Svulst, der almindeligvis bliver saa stor som et Mandshovede. Kun en Operation kan da helbrede. Og mange saadanne Patienter dør af denne langvarige Sygdom (Lidelsen varer oftest flere Aar indtil 20).

Som sagt Hunden har den fuldudviklede men minimale Bændelorm. Mennesket smittes almindeligvis af Hunden; Hunden af Faaret, der ligesom Mennesket huser denne enorme Larve (Blæreorm). Hunden smittes let, da den desværre endnu i rigt Maal faar tilkastet de raa Slagterester efter Faareslagtningerne. Blæreormen sidder fortrinsvis paa Faarets Fedthinde (sjældnere som hos Mennesket i Leveren) - og Fedthinden er uanvendelig til andet end til Gødning og Hundefoder. Hvorom alt er: Blæreorm, smittet fra Hunde, er den allerhyppigste Svulst hos mennesket på Island.

Nu er det Lov der, at hver Hund to Gange om Aaret skal underkastes en Ormekur, der gaar ud paa at dræbe og uddrive disse smaa farlige Snyltere fm Hundenes Tarme. Kuren er følgende: Først sulter Hunden 24 Timer. indelukket i et Skur, derefter faar den 5 gram Areca, forbliver derefter yderligere 6 Timer i Skuret. Saa har Arecaen virket, og et af Resultaterne er en enorm Afføring; derefter faar Hunden et Bad og Kuren er fuldendt. Mange Hunde dør under kuren. Efter min Mening er denne Kur alene ikke betryggende.

Det allervigtigste er, at Hunden ikke æder Slagterester efter Faar. Ganske vist er det paabudt at grave disse Rester ned - men det er dog kun de færreste islandske Hunde, der kun faar kogt eller stegt Kød - de fleste faar endnu tillige raat Kød. Jeg har med Vilje ikke lagt Skjul paa denne Fare overfor Vore Hundes Læsere - jeg, der har set saa mange alvorlige og kvalfulde Tilfælde af Blæreorms- Lidelsen hos Mennesket, har opfattet det som min Pligt herved at advare mod letsindigt Køb af islandske Hunde gennem Købmænd eller Bønder deroppe. Saumur er absolut fri for denne Bændelorm, den har gennemgaaet mange haarde Kure; og har i de 2 Aar, jeg har ejet den, aldrig faaet Lejlighed til at spise raat Kød, har nu en saadan Afsky derfor, at den ikke rører det.

Til Marts skal Saumur giftes - nu er den nemlig 2 1/2 år gammel og altsaa ude over den Alder, hvor man kan nøjes med “Gademøder". Lykkes det mig at faa gode Hvalpe, skal jeg stille en eller to til Disposition for en (el. 2) af Vore Hundes Læsere. Den skal ikke koste andet end Fragt og eventuel Dyrlægeattest her. Som Læge kan jeg garantere saadanne Hvalpe fri for Tænia echinoc cocus (jeg afsender dem ikke, før jeg har observeret dem nogen Tid). Til Marts næste Aar (1901) tager jeg tilbage til Island, og et Aar derefter vil omtalte 1 à 2 Hvalpe sandsynligvis være til Disposition. Min Hund bød en Pariser sin skotske Collie for, og desuden 100 Frcs. En Londonerlæge vilde købe den af mig for 10 Pund Sterling - men selv om der blev budt mig 50 Pund solgte jeg den ikke. Anfører kun dette til Slut for at paavise, hvor højt Hunden skattes ogsaa i Udlandet.