I vulkanen Thrihnukagigur's indre

Visninger: 68880

Her tæt på midnat er det stadig lyst i Island. På Kjálarnes er vi gået til ro, mennesker, hunde og katte, efter en lang og oplevelsesrig dag. For mit vedkommende, en fantastisk og helt efter planen dag som jeg nødigt vil have været foruden.

Thrihnukagigur var en fantastisk oplevelse og noget af det mest fascinerende jeg har oplevet til dato. En oplevelse der for altid vil få mig til at tænke på noget storslået.

Fra Reykjavík blev vi kørt til skisportsstedet Bláfjall, hvorfra turen fortsatte til fods over lavamarken. En ca. 45 minutters hike var der til “basecamp”, hvor vi blev briefet om selve “inside the volcano” delen. Jeg fik plads på det første hold som skulle ind i vulkanen og efter at have fået udleveret sikkerhedsgrej - klatresele og hjelm - Gik holdet på i alt 5 personer inklusiv vores guide op på selve krateret.

Det var fascinerede at stå og kigge ned i Thrihnukagigurs krater. Selve krateret var overraskende lille, måske 4 x 8 meter, hvor liften hang forenden af en smal gangbro. Liftmanageren sikrede os, først til gangbroen og siden til liften og forklarede at liften havde 2 hastigheder: langsom og meget langsom.

Han startede ud i meget langsom og efter de første meter snævrede krateret så meget ind, at vi skulle skubbe på klippevæggen for at holde liften fri af denne. Dog ikke for meget, da den så vill støde på i den modsatte side. I starten var der meget mos i krateret. Dette blev dog hurtigt afløst af den bare, våde klippe som for en kort stund stod helt sort i det svindende lys fra oven. Der gik dog kun et øjeblik, før klipperne antog et fantastisk farvespil af røde og orange nuancer.

Nu åbnede krateret sig igen og blev til en bred skakt, eller måske rettere en skorsten. Farvespillet var her endnu mere fantastisk og da man nu kunne begynde at se lysene som var opstillet i selve kammeret, blev oplevelsen helt specielt og storslået.

Mere end 6 minutter gik der fra vi startede nedturen til vi var ved bunden 130 meter inde i vulkanen. Tiden under nedturen føltes ikke lang, snarere tværtimod og selv var jeg egentligt overrasket over at høre hvor lang tid vi egentligt havde brugt på den.

Vi kravlede ud af liften og gik uden for sikkerhedsområdet, som var selve krateråbningen og altså det område, hvor evt. nedfaldende ting og sten fra de efterfølgende ville ramme. Ikke at det skete og vi var også alle blevet grundigt instrueret om at være påpasselige ved selve krateråbningen.

Bortset fra området lige under “skorstenen” var der fri adgang til hele kammeret og jeg forsøgte så godt jeg kunne at bevæge mig hele kammeret rundt langs kanten, for på bedst mulig måde at få fotograferet kammeret, dets vægge og det fantastiske farvespil der var over det hele. Rødt, orange, gult, grønt, blåt, der var rigtigt mange og meget intense farver repræsenteret og det var nemt at fordybe sig og glemme alt omkring sig.

Det var netop hvad jeg gjorde og derfor nåede jeg ikke liften op med resten af mit hold. Ikke at det gjorde noget, for det gav jo bare en ekstra chance til at fotografere. Jeg kom heller ikke med hverken det andet eller det tredje hold op, simpelthen fordi liften ikke kunne bære flere folk og det endte med at jeg fik lov at være inde i vulkanen stort set hele eftermiddagen. Til sidst hentede liftmanageren dog både guiden og jeg, og det var egentligt med lidt vemod at jeg sagde farvel og igen lod mig bringe op til jordens overflade.

Turen ud var lige så fascinerende som turen ind. Det fantastiske farvespil, lyset i kammerets falmen, de mørke nøgne klipper der til sidst blev afløst af dagslyset. Rejsen til jordens indre var forbi, næsten. Først skulle vi dog lige tilbage til “basecamp”, af med sikkerhedsudstyret og have mulighed for at få en kop kaffe og en god islandsk “kjötsúpa” - en traditionel islandsk ret, der på bedste vis forener smagen af gode råvarer, som lam, rodfrugter og kartofler.

Efter et farvel til liftmanageren og personalet i “basecamp”, gik turen til fods tilbage til Bláfjall, hvorfra bussen samlede os op og kørte os tilbage til Reykjavík. Som sagt ovenfor, en fantastisk og fascinerende tur, der for altid vil få mig til at tænke på noget storslået.