Islandske fårehunde helt ind i sjælen

 

Den højfrekvente monotone hvinen fra Eldfells to stærke Rolls Royce motorer var egentlig lidt irriterende, men samtidig et udtryk for et kraftoverskud uden lige; tryg og veltilpas lænede jeg mig tilbage i mit sæde og tænkte på de hundredvis af gange jeg er blevet lullet i søvn på denne måde…

Eldfell er et af Icelandairs Boeing 757-200 og er opkaldt efter vulkanen Edfell på øen Heimay, der er en del af Westmannaøerne. Eldfell er i øvrigt en aktiv vulkan og var senest i udbrud i 1973.

Dagens destination var KEF, eller i menneskesprog Keflavík i Island, hvor jeg rejste op for at deltage i årets Íseyjarferð (ferð = rejse/tur). Inden jeg faldt i søvn under Eldfells opstigning kan jeg huske, at jeg tænke på hvor meget jeg glædede mig til denne tur og at det var helt fantastisk at kunne deltage i den for tredje år i træk.

Íseyjarferðin er en vandretur, med islandske fårehunde og deres ejere, og er blevet gennemført hvert år siden 1996. De første år var det en klubtur, arrangeret af den islandske specialklub. Senere er turen blevet videreført privat. Den er alle årene blevet planlagt af Anna & Guðni, der ejer kennelnavnet Íseyjar. Deraf navnet, Íseyjarferðin.

De første år var det en egentlig vandretur, hvor man hver dag gik fra hytte til hytte, eller lejr til lejr, med en del af oppakningen, mens de tungere ting som telte og kogegrej blev fragtet i 4-hjulstrækkere over fjeldet. I de senere år, har Anna & Guðni fundet et sted der bruges som fast base, og turene tager så hver dag udgangspunkt i denne base.

Mageligheden har også fundet sit indtog over årene. Hvor der i de tidligere år udelukkende var telte, er der i dag et flertal af combi-camps og 4-hjulstrækker pick-ups monteret med camping ”indsatser”. Som flere af deltagerne selv siger: ”vi er blevet lidt mere magelige med tiden, og vi får nydt sommeren meget mere på denne måde, end ved at ligge og rode på jorden med, og i, et telt”. Det kan der være noget om, selv om jeg nu har nydt at bo i telt de 3 gange jeg indtil videre har deltaget.

Udgangspunktet for dette års tur var Melanes der ligger ved Rauðisandur i den nordvestlige del af Island. Området kaldes også ”Vestfjordene” og er at regne for den ældste del af Island. Det er et område der, som navnet siger, gennemskæres af fjorde og på den ca. 500 km lange køretur fra Reykjavík, kører man under, ind i, ud af, ned i og op fra i alt 19 forskellige større navngivne fjorde. Dertil kommer så alle de mindre, som ikke er navngivne på de almindelige oversigtskort.

Selve Melanes campingplads, eller teltplads, er en indhegnet græsmark på ca. 5 tdr. land. Ved indkørslen er der en toiletbygning, med 2 toiletter og 2 udendørs vaske til klatvask og opvask. Der er koldt vand til rådighed og der er masser af det fra den lille elv der strømmer ned fra det bagvedliggende fjeld.

Teltpladsen ligger beskyttet bag en bred sandtange, men ligger ellers åben mod Breðifjorður og Atlanterhavet. Sandtangen er en del af selve Rauðisandur (Røde Sand), og har sit navn efter de mange knuste rødlige muslingeskaller, der gennem tusindvis af år er skyllet op på stranden fra muslingebanker i Breðifjorður.

I dag er området meget tyndt befolket og selvom der nok aldrig har været tale om en egentlig by på stedet, er der mange rester af tidligere gårde i området. En af disse er Sjöundár, hvor der i 1802 blev begået et dobbeltmord som har haft bevågenhed helt ind i vores tid. På Sjöundár boede 2 par. Historien er, at manden, Bjarni, fra det ene par og konen, Steinunn, fra det andet par blev forelskede og derefter myrdede deres respektive ægtefæller. Begge blev dømt til døden og mens Bjarni blev sendt til Danmark for at få eksekveret sin dom, døde Steinunn mens hun stadig sad fængslet i Reykjavík. Steinunns familie har gennem årene gentagne gange forsøgt at bevise hendes uskyld i mordene og samtidig forsøgt, at få hendes lig flyttet til en egentlig kirkegård. Det lykkedes i 2012, mere end 200 år efter hændelsen og hun har nu fået fred, og en gravsten, på Reykjavíks gamle kirkegård Holavallagarður.

Melanes’ placering, med havet mod syd og høje fjelde mod vest, nord og øst gør, at tåge og havgus lægger sig over området i aften og nattetimerne. Det var som et låg over en gryde. Nogle gange helt nede ved jorden, andre gange  50-100 meter oppe.  Selv om det gjorde det rimeligt koldt om aftenen og natten (6-8 grader celsius), gav det et fantastisk scenarie og et fantastisk lys. De fleste dage forsvandt det i løbet af formiddagen og efterlod en gylden sandstrand og et azurblåt hav, som den der ses i lottoreklamerne. Der manglede egentligt kun nogle palmer – som hundene sikkert ville have elsket at lette ben op ad…

Hunde? Ja, det er jo egentligt en hunde-gå-tur og sammen med de ca. 15 2-benede deltog der knap 20 hunde på turen. Aldersmæssigt spændte de fra 2 hanhvalpe på ca. 12 uger til alderspræsidenten Seifur, der bliver 17 år til november og næstældste hund, også en han, fylder 16 år her i efteråret. De helt unge og de helt gamle hunde deltog typisk ikke på de længere ture, og i gennemsnit var der nok 10-12 hunde med på hver tur. Dagens vandretur startede typisk ud med hundene i snor. Når vi var nået udmarken og kommet lidt væk fra alfarvej, blev hundene sluppet løs. De første par dage var der lige nogle ”ting” der skulle ordnes hundene imellem, specielt hos tæverne, men de fandt nu hurtigt ud af det og så længe vi holdt os i bevægelse var der plads nok til alle. Under pauser og lignende blev hundene sat i snor for at undgå de selvsamme udfordringer vi ser her i Danmark.

Første dagstur (mandag) gik til Keflavík. Ikke lufthavnen, men en lokal vig ca. 15 km vest for Rauðisandi. Vi kørte fra Melanes til gården Lambavatni, hvor vi blev modtaget af deres 11 år gamle islandske fårehund. Han ville med på tur og bonden blev nødt til at lukke ham ind for at undgå at han gik med os. Fra Lambavatni fulgte vi stranden de første 5  km til Naustabrekka, en forladt farm der i dag bruges som sommerhus.  Her holdt vi en pause og kiggede langt efter stien, der i tågen forsvandt op af fjeldet. Der var flere der besluttede at vende om og gå tilbage. Selv fortsatte jeg med Valhöll, en af Helga Andrésdóttirs hunde og en helsøster til min egen Valkyrja.

Jeg har efterhånden været mange gange hos Helga, hendes 3 voksne hunde kender mig og jeg har nemt ved at få dem til at samarbejde med mig. Valhöll så det som en selvfølge at hun skulle med mig og fulgte glad med op over Hyrnur og Kelringarháls til vi kom til nedstigningen til den smukke vig Keflavík. På fjeldkanten var vejret med os og vi havde en smuk udsigt over vigen. Vi gik dog ikke ned og efter en kort pause vendte vi om og forsvandt med stien op i tågen igen. Vel tilbage ved Naustabrekka, med ca. 18 km. i benene, gik turen tilbage til bilerne og efterfølgende til kaffehuset Kirkjuhvammi, hvor der blev sluttet af med en god kop kaffe. Cafeen, der ligger lige ned til Rauðisandur, samler på sand fra alverdens steder og har glaskrukker med sand fra flere lande og ørkener.

Målet for tirsdagens tur var Látrabjarg, knap 60 km kørsel længere mod vest. Látrabjarg er Islands, og Europas, vestligste punkt og kigger man mod syd fra Látrabjarg er der ikke noget land før Antarktis… Med en længde på 14 km og en højde på op til 440 m er Látrabjarg Europas største fugleklippe og hjemsted for ca. 40 % af alle alke i verden. Ud over alke findes der også millioner af lunder (søpapegøjer), suler, rider, mallemukke m.m.

På trods af de flotte omgivelser, blev Látrabjarg lidt af et antiklimaks. Hunde var nemlig forment adgang til hele området. Vi besluttede derfor at køre et stykke tilbage til en anden postkort strand – Breiðavík – hvor hundene fik rige muligheder for at løbe på stranden. Selv kunne jeg ikke dy mig, det var jo en postkort strand, og jeg skyndte mig at iføre mig badebukser og lagde mig på mit medbragte håndklæde for at tage solbad – som denne eneste i øvrigt. Jeg måtte også lige mærke havet mellem Island og Grønland. Jeg kom under, men det var koldt og blev en af historiens kortere svømmeture.

Ovenpå en kold tur i havet, var det fantastisk at kunne hoppe i en 42 grader varm hot-pot ved svømmehallen i Patreksfjörður. Det er egentligt ikke en hal, svømmebassinerne er udendørs, som de fleste steder i Island. Det er grundet den geotermiske energi, at stort set alle landsbyer og byer har deres eget udendørs svømmeanlæg og dertil hørende hot-pots. 

Svømning er en af Islands største sportsgrene og det at gå i svømme-”hallen” er en social begivenhed, hvor man dyrker sine private og/eller professionelle netværk, eller hyggesnakker med fremmede mens man slapper af i det varme vand. Det er sjældent at jeg selv får svømmet. Jeg nyder i stedt at sidde og blive varmet igennem og lytte til de lokales snak om dagen og verden. En hot-pot er med andre ord også et godt sted at træne sit islandske ordforråd og sprog.

Vel tilbage ved Melanes var det tid til at forberede ugens første fællesmåltid, Skötuveislan, eller rokke-festen som det bliver til med en direkte oversættelse. Måltidet består af ”modnede” rokkevinger serveret med indvoldsfedt fra får, kartofler, rugbrød og smør. Dertil en stor snaps og et godt glas øl. En delikatesse siger nogle islændinge, mens andre hellere vil have en burger. For mig er Skötuveislan blevet en fast del af turen og jeg har efterhånden lært at spise det. Tricket er ikke at ånde ind mens rokkevingerne spises. Det lugter lidt vel modent og noget af ammoniak og det er et måltid som jeg tror bedst er tilberedt og spist i det fri. Første gang jeg var med, blev det tilberedt i en hal, hvor vi også spiste. Her var dunsten rimeligt fæl og flere af kvinderne spiste iført badehætter for at undgå at håret skulle lugte…

Tredje dagstur (onsdag) startede fra en campingplads dækket af tæt tåge og fortsatte til Sjöundár og op igennem Sjöundárdál til Ólduskarð i 350 meters højde.  Der var tæt tåge hele vejen op og flere steder måtte vi gætte os frem til hvor stien egentligt var. Da vi kom op til Ólduskarð, var det klart vejr, og den mest fantastiske udsigt over havet og de lodrette klipper.

Selve fjeldet hedder Stálfjall og indeholder bl.a. brunkul. Under 1. verdenskrig, mens Island stadig var under dansk herredømme, blev der brudt brunkul i miner i fjeldet. I årene 1915-1917 arbejdede der ca. 40 mand med minedrift i Stálfjall. De lavede i alt 5 miner, hvoraf den længste går ca. 80 meter ind i fjeldet.  Minerne er på søsiden af fjeldet og adgangen foregår af vanskeligt passable stier mellem Ólduskarð i 350 meters højde og en græsklædt slette nær havets overflade.

Vi troede, fejlagtigt, at hulerne var ved sletten og nær havets overflade, og kravlede de derfor hele vejen ned af den ca. 50 grader stejle skråning, Flere steder var stenene løse og man skulle passe meget på ikke at træde forkert og ikke at få skubbet nogle sten løs og på den måde starte et mindre stenskred.

På denne tur have jeg selskab af en anden af Helgas hunde, Jarl, som er en søn af min hund Sindra og bl.a. far til Erna og Bjarne Lehmanns hund Embla. Jarl følger mig tæt og skabte på et tidspunkt lidt dramatik, da han trådte ind foran mig lige som jeg tog et skridt fremad. Jeg faldt over ham. Heldigvis nåede jeg et dreje mig, så jeg fik vægten ind mod klipperne og ikke ud i det blå. En lille rutsjetur på en meter og en del skrammer på det ene ben var resultatet. Jarl havde ikke fået noget skrammer og var hastigt gået nogle meter længere ned af fjeldet. Klog hund ham Jarl… Han har i øvrigt en sjov adfærd som jeg har bemærket i de år jeg har kendt ham. Når det bliver varmt, søger han efter vandpytter og vandløb. Ikke umiddelbart for at drikke vandet, men for at ligge i dem og køle af. Der var ingen vand på Ólduskarð og heller ikke hele vejen ned ad skråningen, eller for den sag skyld nede på sletten eller ved havet. Havet kunne vi nu heller ikke komme til, for selv om vi var kommet helt derned, var der stadig nogle meter lodrette klipper ned til selv vandspejlet.

Langt om længe fik jarl snuset sig frem til noget vand. Eneste problem var de forholdsvis store sten der blokeret for, at han kunne komme til at ligge udstrakt i det. Måske det bare var indbildning, men jeg følte virkelig, at han bedende kiggede på mig og bad mig fjerne stenene. ”Selvfølgelig Jarl”, sagde jeg og fik tumlet et par 100 kg.’s blokke væk. Jeg kunne næsten høre sukket da han veltilfreds lagde sig i pytten.

Vi gik videre langs stranden, hvis man da overhovedet kunne kalde det for en strand. Den bestod af store rullesten, der tydeligvis havde ligget og rullet rundt i havstokken i tusinder af år. De mindste var vel på størrelse med en fodbold, de største på størrelsen med en mindre bil. Utroligt så mange kræfter der findes i havet. Vi kravlede rundt på stenene, det bedste vi havde lært og kom forbi nogle fascinerende basalt formationer.

Basalt er en vulkansk klippeart der, hvis den størkner langsomt, danner nogle fantastiske mangekantede (polygon) formationer.  Basalt er i øvrigt den mest almindelige klippeart på jordens overflade, og på overfladen af månen, mars, merkur og venus.

Som jeg skrev tidligere, troede vi fejlagtigt, at brunkulsminerne var ved sletten eller ved havets overflade og vi fandt dem naturligvis ikke. Vi besluttede at gå en anden vej op og fandt en naturlig kam, der vekslede mellem områder med græstørv og områder med rullesten. Inden vi begyndte opstigningen tog Jarl lige endnu en hurtig dukkert i den pool vi tidligere havde ryddet, men begyndte dog snart igen at lede efter et sted hvor han kunne køle af.

Opstigningen var hård, fjeldsiden havde også her en hældning på ca. 50 grader og nu det var nødvendigt hele tiden at koncentrere sig om, at få taget det rigtige skridt, og finde solidt fodfæste inden det næste skridt blev taget. Jarl og jeg kom ind i en god rytme og med hunden skiftevis lige foran mig og skiftevis ved min side fik vi, pustende, klaret 250 højdemeter. Her forsvandt Jarl opad.

Jeg konstaterede det bare, men orkede ikke at kigge op for at se hvad han lavede. Han havde fundet vand viste det sig og for bedre at kunne komme til at ligge ned og køle af, begyndte han selv at grave diverse klippestykker væk. Noget jeg blev opmærksom på, da det første kom flyvende og landede lige foran mig. Jeg skal hilse at sige at jeg glemte alt om ømme muskler og krampe i læggen. Et stenskred på en 50 grader stejl skråning med rullesten var ikke lige lykken. Specielt ikke fordi jeg vidste, at vi havde en del af gruppen ca. 100 højdemeter under os. Jeg tror aldrig at Jarl har hørt nogen brøle af ham på dansk før. Men han forstod meningen, eller også blev han bare overrasket og holdt op med at grave. Der skete heldigvis ikke mere, og da jeg nåede op til ham lå han i en lille strøm af vand og kiggede undrede på mig.

Det viste sig, at vi kun var ca. 20 højdemeter under en smal sti og da vi kom derop forsvandt Jarl igen. Denne gang i skyggen under et lille klippefremspring. Jeg kiggede efter ham, han var kravlet ind i en lille grotte. Jeg troede som sagt bare at det var en lille grotte, men fra en af områdets lokale guider, fandt jeg dagen efter ud af, at det faktisk var indgangen til en af brunkulsminerne. Jarl fandt altså minen og nød skyggen og de kølige og fugtige omgivelser derinde.

Jeg blev hurtig klar over, at den smalle sti var den samme vi var gået væk fra da vi kravlede ned og herfra var det en forholdsvis nem tur tilbage til Ólduskarð, hvor vi holdt et velfortjent hvil og delte et bæger skýr, som jeg havde gemt til en sådan situation.

Der var intet tilbage af formiddagens tåge og turen ned gennem Sjöundárdál tilbage til Melanes foregik i dejligt solskin. Noget jeg dog var for træt til at nyde til fulde, da jeg mest tænkte på at komme tilbage og få smidt oppakningen, få støvlerne af og nyde en kold islandsk øl.

Jeg fik smidt oppakningen, men da der var observeret et stort antal sæler på tangen mellem teltpladsen og havet, beholdt jeg støvlerne på og gik ud for at se på dem. Der var ca. en times gang ud til enden af tangen, men da vi kom derud var sælerne svømmet over et smalt stræde og befandt sig på den vestlige del af Rauðisandur området. De fleste lå på stranden, men der var også en del, der nysgerrigt svømmede i vandet foran os og holdt øje med hvad vi lavede.

Tilbage ved Melanes fandt vi ud af, at en af Anna og Guðnys hunde var forsvundet. Den var gået med ud på tangen, men ingen vidste rigtigt hvad der derefter var sket. De troede først den var gået med mig, da jeg var gået en anden var tilbage end de andre. Hunden blev fundet efter en halvanden times tid. Det viste sig at den var gået med en anden familie tilbage til teltpladsen og videre op til gården Melanes. Her var den, iflg. bonden, blev skræmt af en traktor og var rendt til fjelds. Han kunne nogenlunde udpege stedet og Guðny fandt hunden et stykke oppe, godt væk fra larmen, hvor den sad og så forskræmt ud. Vel tilbage hos sin flok kom der dog hurtigt ro på hunden igen.

Omkring 30 km blev det til den onsdag og det var med et veltilfredst suk, der delvist skyldtes en slurk kold islandsk øl, at et par glade fødder langt om længe fik lov til at komme ud af støvlerne…

Torsdag morgen var benene lidt tunge og jeg besluttede sammen med Helga, at vi ville prioritere hendes 5 hunde denne dag. Vi kørte til Patreksfjörður og videre over fjeldet til Tálknafjörður. Her fandt vi en dejlig sandstrand, der var perfekt til luftning og leg for både de 3 voksne hunde og de 2 hvalpe. Efterfølgende kørte vi til den lokale svømmehal, hvor vi sad længe i den varmeste af de 2 hotpots. Frokosten blev indtaget på en lokal café overfor svømmehallen. Her hang der en del gamle billeder, mest af folk der svømmede om kap. Vi fik at vide, at Tálknafjörður var det første sted i denne del af landet som fik et egentligt svømmestadion, og at folk kom langvejs fra for at tage svømmeprøver og for at deltage i konkurrencer. På et af billederne ser man oven i købet en islandsk fårehund blandt tilskuerne til en svømmekonkurrence.

Femte dagstur (fredag) startede med en kort køretur over til Patreksfjörður og videre til Sauðlauksdalur, hvorfra det var meningen at vi skulle gå op igennem Hagagilsdalur og videre op på Stakkafell, der med en højde på knap 550 meter er det højeste fjeld i området.

Dagens hund var Jörð, en søster til Jarl og mor til de to hvalpe som Helga også havde med på årets Íseyjarferð. Jörð er nok den mest selvstændige af Helgas voksne hunde og jeg var lidt spændt på om hun ville følge mig, eller blive sammen med resten af gruppens hunde.

Benene var gode og jeg besluttede at tage en lidt stejlere rute end resten af gruppen. Simpelthen for at få lidt højdemeter afviklet mens benene var helt friske. Jörð fulgte mig tæt og snart var vi kommet op på det første plateau, hvor vi kunne se ned på resten af gruppen der fortsatte op gennem Hagagilsdal for at påbegynde opstigningen længere fremme.

Det blev det sidste vi så til gruppen den dag. Stakkafell består af adskillige stigninger med flade plateauer imellem. Det betyder, at man på den rute resten af gruppen tog, skal helt op i ca. 500 meters højde før end man kan se toppen. Det var demotiverende og de besluttede på et tidspunkt at vende om og nyde naturen i dalen i stedet.

Alt det var Jörð og jeg uvidende om og vi fortsatte ufortrødent opad mod toppen. Der blev længere mellem kilderne og efter erfaringerne fra onsdagens tur med jarl, fyldte jeg alle vandflasker helt op mens vi stadig havde muligheden. Det viste sig at være en god beslutning og noget både Jörð og jeg var glade for, da vi nåede toppen i bagende sol.

Toppen viste sig at være et stort plateau, der sjovt nok ikke bestod af fast klippe. Det virkede snarere som mindre sten, grus og jord, der var blevet skubbet op nedefra, hvilket jo nok ikke er helt forkert. Vi havde en fantastisk udsigt, specielt mod nord og mod syd.  Mod nord var det skyfrit. Mod syd var der kun skyer. De lå tæt over Melanes og Rauðisandur og strakte sig i 450-500 meters højde hele vejen ned til Snæfellsjökull næsten 80 km sydpå.

Efter at have delt et par sandwichs og et bæger Skýr, sendte jeg en SMS til Guðny og fandt på den måde ud af, at gruppen var vendt om. Jeg besluttede at følge højderyggen mod vest og kom over på Hraunshnúkur der er næsten lige så højt som Stakkafell, men mere stejlt og ufremkommeligt. Herfra kunne vi faktisk se ned på vejen til Rauðisandur sydvest for os, men da bilen jo holdt ved Sauðlauksdalur på sydsiden af Patreksfjörður, gik vi mod nord i stedet.

Det var stadig skyfrit i den retning og jeg havde udstukket en kurs der gik nogenlunde i lige linje tilbage til Sauðlauksdalur. Den bød på et par spændende nedstigninger, men dog ikke noget som lignende det Jarl og jeg havde været igennem et par dage tidligere. Vi gik rask til og nåede hurtigt ned i en højde, hvor der igen var rindende vand. Den bagende sol havde overrasket og det klare, kolde vand var tiltrængt. Herfra tog vi resten af turen ned gennem Hagagilsdalur i en blanding af hurtig gang og let løb.

Jeg ved ikke helt hvor langt Jörð og jeg gik denne dag, men jeg vil tro at vi rundede de 25 km. Det var dog ikke distancen men den bagende sol der satte det kraftigste spor; nemlig med et solskoldet ansigt og solskoldede lægge.

Det var en træt og sulten Jörð der kom hjem til resten af Sindra flokken og man kunne næsten høre et veltilfredst suk, da hun lagde sig blandt sine søskende og sine hvalpe. Skyerne var forsvundet og jeg satte mig godt tilrette og kiggede op på Stakkafell og Hraunshnúkur. Mit veltilfredse suk var højt og tydeligt…

Lørdag morgen stod vi op til en skyfri himmel for første gang hele ugen. Vi havde fået et tegn om, at vejret ville blive godt – bonden på gården Melanes havde nemlig høstet græs hele aftenen og en del af natten; et tegn på solskin, da det sparsomme græs er for værdifulgt at høste, medmindre man er helt sikker på at kunne få det tørret og samlet efter høsten.

Íseyjar turen har få men stærke traditioner. En af disse er, at vi alle samles lørdag morgen og udbringer en skål i Gammel Dansk. Dette sker mens der synges en drikkevise, på dansk.

Helga og jeg besluttede os herefter til at prioritere hvalpene og jeg foreslog at vi kørte til Sauðlauksdalur, hvor vi også startede dagen før. Planen var dog ikke at gå op i fjeldet, men at blive på det flade engområde i bunden af dalen, hvor der også var en sø, Sauðlauksvatni. Her boltrede hundene sig, mens vi fotograferede og slappede af.

En anden lørdagstradition er grillfesten hvor alle samles til lækker mad og historier fra ugens løb. Traditionelt plejer middagen at bestå af grillede lammekøller med forskellige salater som tilbehør. Da vi i år var ved standen, blev det til sangria og langtidsgrillet svinekød i stedet. Et af aftenens højdepunkter er Anna og Guðnys uddeling af priser. Priser for stort og småt som de forskellige modtagere har gjort, eller ikke gjort, i ugens løb. Fælles for disse priser er, at de skal drikkes og at de smager afskyeligt. Blandt aftenens prismodtagere var Ísleifur, der blev udnævnt til grillkonge på grind af sine grill færdigheder, og Hrönn der blev udnævnt til Skötudronning fordi hun havde skaffet de modnede rokkevinger og, er jeg sikker på, fordi hun frivilligt tilbød at tilberede dem. En dejlig aften med dejlig mad og godt selskab, og en helt igennem dejlig afslutning på en fantastisk uge ved Rauðisandur.