Tanker fra række 13

Visninger: 4883

Seriously! Udbruddet kommer fra den islandske kvinde i sædet ved siden af mit. Den skrigende unge i sæderækken bagved skriger højt, igen, samtidig med at der bliver dunket i sæderyggen. Interessant hvordan folk i en flyvemaskine tager ejerskab over sædet foran dem.

Hende, den islandske kvinde, havde inden hun præsenterede sig selv, præsenteret mig for et sår på hånden og ivrigt fortalt, at hun havde været ved at dø. Blodforgiftning. Smøget ærmet på sin bluse op og malerisk fortalt om den tykke røde streg. Den var, ifølge kvinden, nået næsten op til skulderen inden hun var blevet behandlet med penicillin. Den røde streg er væk nu. Det er også hendes erindring om hvordan såret er opstået. "Og jeg drikker slet ikke", tilføjer hun. Måske jeg skulle vise hende nogle af mine ar, med en forklaring om at det gør jeg nogle gange.

Hun sover nu, kvinden. Ungen bagved skriger videre. Jeg lukker af for omverdenen og sidder og digter talen til en eller anden ligegyldig film på monitoren i sædet foran - en gammel vane fra dengang hvor monitoren sad i loftet og hvor der altid var for få headset's til rådighed.

En times flyvning tilbage inden det jeg holder mest af ved at flyve til Island sker - annonceringen i højtaleren lige efter landingen. "Goða ferðafólk, vælkomin heim" lyder det og fra det øjeblik føler jeg mig hjemme. Endnu engang tilbage i det fantastiske land der ikke er mit, men som jeg kender så godt og tænker på som mit mens jeg er her.

Nu er hun vågen igen, kvinden. Sidder og tørrer sig mellem brysterne med et tæppe. "Jeg spildte" siger hun grinende. Jeg smiler og kommer til at tænke på en anden tur fra Island. Her sad jeg ved siden af en præst. Han drak, og da stewardessen skulle servere en ny runde, lykkedes det ham at vælte bakken ned i skødet på mig. Stewardessen handler resolut, griber en klud fra trolley'en, sætter sig på hug og begynder febrilsk at tørre mig i skridtet. Først da jeg tager hendes hånd, siger tak og tager kluden fra hende, går det op for hende hvad hun laver. Rød i hovedet og med et fjoget smil, henter hun nye drinks til præsten - og en til mig.

Der kommer mange minder væltende fra hundredevis af flyrejser til mange steder i verden. Jeg læner mig tilbage, lukker øjnene og døser til lydene fra Torfajökull, der med mere end 850 km i timen hastigt nærmer sig Keflavík.