Så blev det alligevel jul

Hvis du har haft det privilegie at passe en anden persons hund, så har du garanteret også tænkt tanker om ”hvad nu hvis…”, måske endda i endnu højere grad end dine tilsvarende tanker om din egen hund, hvor tankerne ofte ender i ”det skal nok gå altsammen” kategorien.

Hvad nu hvis mareridtet blev til virkelighed og at den hund du havde sagt ja til at passe, valgte at udfordre sig selv og hele det omkringliggende samfund ved at gå på opdagelse på egen hånd. Hvordan ville du så reagere?

Mareridtet blev til virkelighed for mig tæt på jul, for en del år siden. Godt nok i den omvendte kontekst. Jeg skulle nemlig ikke passe en hund, men have en hund passet. Inden jeg fortæller mere, er det på sin plads her at nævne, at den familie der passede hunden gjorde alt hvad man som hundeejer ville kunne forvente i situationen, at jeg har fuld tillid til familien, og at de gerne må passe min hund igen.

”Vi har fundet din hund”, blev der sagt i telefonen, da jeg svarede et ukendt opkald en aften tæt på jul. Jeg var i vildrede. Hundene var jo lige omkring mig: Naskur, Sindra og Valkyrja. Og Jarl var jo på ferie og blev passet af en anden familie med flere hunhunde, i en anden by i en helt anden landsdel.

”Øh…, min hund” svarede jeg tøvede. ”Ja, en mindre sort og hvid hund med det her telefonnummer på hundetegnet”. ”Er der Jarl du mener” spurgte jeg, velvidende at hundetegnet ikke bærer navnet ”Jarl” men ”dusør”.

”Hvor har du fundet ham” spurgte jeg forvirret, mens hele kroppen kom i katastrofeberedskab og utallige ubehagelige spørgsmål dukkede op i baghovedet. En tanke af mere rationel karakter meldte sig også: få ringet til familien og finde ud af hvad det er som sker.

”Jarl er løbet væk” blev der næsten skreget i telefonen, da jeg fik kontakt med dem. ”Jeg kunne ikke ringe dit nummer op, men jeg har kontakt til politiet, naboer og venner, og vi er alle ude og lede”. Jeg kunne høre panikken og ved at jeg selv ville have reageret på samme måde. Det lykkedes mig at få bremset talestrømmen og få sagt: ”Jeg ved det godt. Han er fundet. Han er i god behold og jeg vil gerne have at du henter ham”.

Jarl blev hentet ved et lyskryds flere kilometer fra det sted hvor han blev passet. Han var glad og tillidsfuld, både overfor Camilla og Kenneth der havde fundet ham og overfor familien der hentede ham. Ser man på et kort over området har han krydset flere befærdede veje i Danmarks tredjestørste by og det er et under, at han ikke er kommet til skade i trafikken.

Hvordan Jarl er kommet ud fra familiens indhegnede have er stadig en gåde. Hvorfor han stak af er måske mere forklarligt, da både Sindra og Valkyrja var højløbske og derfor måske meget mere interessante end de hunhunde som familien har. Måske han bare ville hjem? Han er meget knyttet til mig og sin ”flok” og det er første gang han er blevet passet andetsteds alene.

Denne aften gjorde Camilla og Kenneth til to af hverdagens helte. De tog sig tid til at stoppe op, nedprioriterede for en stund deres eget liv, og prioriterede at finde ud af hvorfor jarl løb rundt langs en befærdet vej helt alene. Jarl har nok følt sig lidt alene i verden og havde (heldigvis) lyst til at blive kontaktet og var også nemt håndtérbar. Camilla og Kenneths håndtering af sagen er prisværdig og et eksempel til efterlevelse.

Budskabet i telefonen kunne have været af en meget mere alvorlig karakter og jeg er Camilla og Kenneth evigt taknemmelig. Mit juleønske er, at vi alle husker at stoppe op og at vi uselviske som Camilla og Kenneth, tager os den fornødne tid til at hjælpe andre, spreder lys og glæde og på den måde også bliver en del af hverdagens helte.

Historien er oprindeligt fra december 2014. Glædelig jul til dig, din hund og din familie