Parringspris 2026
-
Visninger: 696
Det er blevet 11 år siden jeg skrev den første udgave af denne artikel. Den nuværende artikel er version 4 og beskriver, som hanhundeejer, min personlige holdning til parringspriser. Jeg finder det vigtigt, at det er hanhundeejeren der præsenterer hunhundeejeren (opdrætteren) for et passende oplæg - ikke omvendt - og råder altid andre hanhundejere til at lave en aftale der passer den enkelte.
Spørgsmålet “hvad koster en parring”, er et spørgsmål jeg jævnligt bliver stillet. I litteratur om emnet står der oftest, at en parring koster en hvalp, eller det samme som prisen på en hvalp - det samme gør sig gældende som en af optionerne i den parringsaftale som Dansk Kennel Klub anbefaler parterne at udfylde inden parringen. Det er i øvrigt DKKs parringsaftale jeg selv altid bruger.
Med henvisning til ovenstående, bliver mit svar på et generelt spørgsmål om pris, at det altid må og skal være et anliggende mellem de to involverede parter - den specifikke hanhundeejer og den specifikke opdrætter. Det uden skelen til hvad andre råder til, mener er korrekt, eller betegner som under- eller overbydning af et [frit] marked.
Får jeg spørgsmålet stillet direkte, altså hvad jeg tager for en parring, er det typisk i forbindelse med, at jeg er ved at indgå en aftale om parring. Den aftale er der ikke noget hemmeligt ved. Herunder kan du se hovedtrækkene i det oplæg som jeg præsenterer vedkommende for.
Jeg anser en 2026 hvalpepris for at ligge på kr. 13.000-15.000. Udviklingen fra min oprindelige artikel er justeret på baggrund af den almindelig indeksregulering fra Danmarks Statistik og den almindelige inflation. Mit udgangspunkt for prissætningen baserer sig på, hvad jeg oprindeligt gav for min første islandske fårehund tilbage i 2005, samt i information fra DKK og bladet “Vore Hunde” om hvad en islandsk fårehund kostede omkring år 1900.
Jeg ser i dag hvalpepriser der er væsentligt højere, nogle gange op i nærheden af kr. 20.000. Sådanne beløb skævvrider min oprindelige model, hvorfor jeg ved opdateringen i 2022 udarbejdede en pris-trappe-model der tager højde for sådanne høje priser. Modellen er, i en generisk form, blevet taget godt imod i udlandet og har bl.a. dannet grundlag for Norsk Islandshundehundeklubs prisanbefaling. Den er baseret på en grundpris (parringsafgift) + en procentdel af den pris som opdrætteren videresælger de enkelte hvalpe til (i Norge er det modsat i Danmark og EU tilladt en klub at lave en generel prisanbefaling).
Betalingen tager højde for at der kan være høje startomkostninger forbundet med at få et kuld hvalpe og sker i henhold til nedenstående.
- Der betales for hvalpe der leveres til hvalpekøber (opdrætter er at betragte som hvalpekøber, hvis opdrætter beholder en hvalp).
- Der betales når hvalpekøber har afhentet hvalpen, dog senest 10 uger efter hvalpens fødsel.
- Skal tæven have kejsersnit for at føde blot en af hvalpene, justeres pris-trappens totale pris så den svarer til den procentdel af kejsersnittet som opdrætterens forsikring dækker. Har opdrætteren ingen forsikring der dækker kejsersnit, er den totale pris for parringen kr. 0,-
- Føder tæven 1 hvalp er den totale pris for parringen kr. 0,-
- Føder tæven 2 hvalpe betales kun parringsafgiften jf. nedenstående model.
- Føder tæven 3 eller flere hvalpe betales en parringsafgift og en pris pr. hvalp jf. modellen nedenfor (priserne er i danske kroner).
|
Hvalpens pris |
Parringsafgift i % af én hvalps pris |
Parringspris i % pr. hvalp |
Maksimum antal hvalpe der betales for |
Den samlede parringspris i % af hvalpepris |
Den samlede parringspris i kr. af hvalpepris |
|
Til og med kr. 14.000 |
10 % |
10 % |
5 |
Fra 37% (3 hvalpe) til 56% (5 hvalpe) af en hvalps pris ved kr. 14.000 |
Fra kr. 5.200 (3 hvalpe) til kr. 7.800 (5 hvalpe) ved en hvalpepris på kr. 14.000 |
|
kr. 14.001 - 16.000 |
10 % |
12 % |
5 |
Fra 46% (3 hvalpe) til 70% (5 hvalpe) af en hvalps pris ved kr. 15.000 |
Fra kr. 6.900 (3 hvalpe) til kr. 10.500 (5 hvalpe) ved en hvalpepris på kr. 15.000 |
|
over kr. 16.000 |
10 % |
14 % |
6 |
Fra 52% (3 hvalpe) til 94% (6 hvalpe) af en hvalps pris ved kr. 17.000 |
Fra kr. 8.840 (3 hvalpe) til kr. 15.980 (6 hvalpe) ved en hvalpepris på kr. 17.000 |
Ud over at lave en aftale om prisen for en parring, er det vigtigt at parterne har sat sig ind i lovgivning og regler på området og er enige om, at parringen foregår i henhold til disse. I Danmark er der her tale om den nye Dyrevelfærdslov som trådte i kraft pr. 1. juli 2025, og DKKs Etiske Regler for Avl. Det er som udgangspunkt regler og lovgivning i det land hvor hunhundener registreret som er gældende for både hanhund og hunhund.
For mig, dækker en parringsaftale som udgangspunktet kun naturlig parring i en og samme løbetid. Det for at sikre, at man forsøger at identificere evt. parrings- og drægtighedsproblematikker og ikke ukritisk forsøger en ny parring, eller springer til inseminering grundet tidspres eller fejlberegning af parringstidspunkt. Undtagelser for naturlig parring inkluderer parringer på tværs af kontinenter, frostsæd for bevaring af genetisk diversitet, m.m.
Som nævnt indledningsvis, tager jeg altid udgangspunkt i DKKs parringsaftale og forudsætter i tillæg til den, nogle forpligtelser for opdrætteren. Disse indbefatter som udgangspunkt, at opdrætteren:
- registrerer hvalpene i DKK (eller i det pågældende lands søsterorganisation)
- kun sælger hvalpene ved udfærdigelse af en købsaftale (i Danmark kun den DKK-købsaftale der findes på hunden i Hundeweb)
- ikke sælger mere end én hvalp fra samme kuld til samme køber
Hvis opdrætter opfordrer hvalpekøberne til mentalbeskrivelse og hyrdearbejdsbeskrivelse og betaler for disse, refunderer jeg halvdelen af prisen for disse til opdrætter.
Opdrætteren opfordres også til at lade hvalpekøberne forstå, at hvalpene er registreret i DKK og skal forblive registrerede i DKK - eller i en FCI-søsterorganisation i udlandet.
Inden det kommer så langt, at der indgås en parringsaftale, er der gået et stort arbejde forud. Herunder en vurdering af om hundene matcher hinanden fysisk og mentalt, om kombinationen beriger racen og en vurdering af hvorvidt en parring vil kunne opfylde og efterleve gældende avlsrestriktioner og anbefalinger.